ETAPE 2 Renovering af forholdet midt i stress og bekymringer

Vi stod klar til afgang fra Venedig - klar til anden etape mod andet checkpoint. Næste stop var Delphi - en lille græske by kendt for oldtidens mest berømte orakel. Men andet checkpoint bød ikke kun på spænding og følelsen af glæde ved at skulle rejse videre, for lige inden afgang fik vi den nedtrykkende besked om, at sidstankomne par til Delphi ville blive elimineret fra konkurrencen. Det gav et nervøst sug i maven på os begge, for vi var jo først lige startet på vores rejse. Tanken, om at rejsen allerede skulle ende ved næste checkpoint, var uvirkelig. – Vi var slet ikke klar til at tage hjem uden at have indfriet hele formålet med rejsen – at komme nærmere hinanden igen.


Fotokredit Strong Productions


Vi synes selv, at vi lagde en god plan for den videre rejse, så vi gik overraskende roligt afsted mod havnefronten. Her skulle vi inde en færge, der kunne tage os hele vejen fra Venedig til Grækenland. Men efter halvanden times søgen, havde vi fortsat ikke fundet en færge, der kunne sejle os videre mod næste destination, og så begyndte usikkerheden alligevel at sprede sig. Vi var stadig i Venedig og med tanke om, at det næste par blev sluppet løs inden for en halv time, begyndte vi at panikke. Vi satte derfor i løb – nu mod togstationen og med en ny plan om at komme så langt som muligt sydpå ned gennem Italien. Men i travlheden glemte vi vores ellers meget vellykkede navigationssamarbejde, hvilket resulterede i, at N fik ledt os henover en forkert bro, og stressniveauet steg yderligere. Da togstationen kom i syne, skyndte vi os ind og fandt den nærmeste billetautomat. Der afgik et tog mod Bari inden for 15 minutter, så vi skyndte os at købe billetter dertil. Vi vidste, at Bari var en af de større byer i det sydlige Italien - kendt som en stor handels- og havneby - og vi håbede derfor på at kunne komme videre derfra med færge til Grækenland.


Da vi endelig sad i toget mod Bari, var det svært at finde ro. Vi var godt irriterede over at have ”spildt” halvanden time i Venedig, og tanken om elimineringen hang derfor ekstra tungt over hovedet på os. Derfor brugte vi de mange timer i toget på at undersøge vores muligheder for at komme hurtigt videre fra Bari. Vi glemte alt om at være til stede og nyde Italiens kyststrækning og det blågrønne Adriaterhav, hvilket vi ærgrer os lidt over den dag i dag.



Da vi endelig ankom til Bari, var der desværre ikke flere færgeafgange før næste aften. Vi besluttede os derfor for at tjekke ind på det billigste hostel, vi kunne finde. Her blev vi mødt af godt beruset mand i hawaiiskjorte med en dame under armen, som viste sig at være værten. Han var tilsyneladende lige kommet hjem fra byen. Det var en meget anderledes værtsoplevelse, end vi havde prøvet (og skulle opleve) på hele turen. Det vigtigste var dog, at vi fik et sted at overnatte.


Vi havde allerede brugt en del penge på transporten gennem Europa, og forventede at vi også havde en del dyre transportmidler i vente. Derfor besluttede vi at tage et smut forbi Alberobello, hvor vi havde fået muligheden for at tjene lidt håndører. Det passede perfekt ind i vores rejseplan! På daværende tidspunkt – og nu hvor vi kan se tilbage på det - var det uden tvivl en rigtig god beslutning. Ikke kun på grund af de penge, vi endte med at tjene, men frem for alt grundet den oplevelse vi fik med derfra. I det ikoniske og smukke Alberobello mødte vi for alvor det autentiske Italien, den overvældende gæstfrihed og enestående kultur.



Den lille by rummer små 10.000 indbyggere og blev i 1996 optaget på Unescos liste over verdenskulturarv grundet sine unikke hvidkalkede trullier. Trullier er kegleformede hytter bygget op i grå limsten, med dekorative tagspidser og netop disse Trullier blev omdrejningspunktet for vores arbejde i byen. Vi havde nemlig lavet en aftale med den søde Gianpaolo, som arbejdede for det førende firma i byen, der stod for at renovere og bygge de unikke trullier. På med hjelm og arbejdshandsker og så var vi ellers i gang med at hjælpe både Gianpaolo og hans kollega Simone. Efter et par timers krævende fysisk arbejde, blev vi budt på frokost af Gianpaolos mor. Hun havde linet op med forskellige oste, italiensk pølse, tomater og andet grønt, samt lækkert nybagt brød med et dejligt koldt glas rosé til. Vi var begge ret overvældede, for vi havde nok mest af alt regnet med en lang arbejdsdag, måske med mulighed for en hurtig sandwich til frokost, hvis vi var heldige (og for i øvrigt ellers “havde råd”). I stedet befandt vi os pludselig på terrassen til en fuldstændig gennemrenoveret trulli-villa, midt i den smukke, syditalienske natur, og fik serveret den skønneste frokost på bedste italiensk manér. Vi lærte hurtigt, at italienerne godt kan lide både at arbejde hårdt og spise godt - og det kunne vi heldigvis også.



Efter den overdådige frokost tog vi videre mod et nyt renoveringsspot, og det var igen tid til at tage arbejdshandskerne og hjelmen på for en stund. Dagen blev afsluttet med en fantastisk privat guidet tur gennem Alberobello af hele håndværker-crewet - ovenikøbet med et gratis lift tilbage til Bari af vores nye ven Gianpaolo.


Fotokredit Strong Productions


Da vi ankom til havnefronten i Bari, hjalp Gianpaolo os med at købe færgebilletter til Igoumenitsa. Det var næsten vemodigt, men vi fik sagt pænt farvel og tak for alt til Gianpaolo, og følte os meget taknemmelige over den gode oplevelse og den helt fantastiske dag, det havde været. Men glæden var kortvarig, for Gianpaolo var knapt nok kørt afsted, da vi pludselig fik øje på Josefine og Johanne bag os. De havde indhentet os! Og de havde ovenikøbet billetter til den samme færge som os. Det er svært at beskrive den følelse, der gik gennem kroppen på os, for pludselig kunne vi mærke konkurrencen og elimineringen ånde os i nakken. Vi kunne mærke, at vi havde brug for at være os selv, så da vi kom ombord på færgen, fandt vi et isoleret trapperepos, hvor vi slog os ned og lavede en lille “lejr”. Vi fik en rugbrødsmad og en kop kaffe og puttede os i soveposerne, mens vi overvejede vores muligheder for den videre rejse. Vi lagde en plan, der gik ud på at komme hurtigst muligt af færgen i Igoumenitsa, for at holde en rejsefri periode og derefter tage videre med enten bus eller taxa til Delphi. På trods af skuffelsen over at være blevet indhentet, hyggede vi os rigtig meget i vores eget lille “fristed” og efter en gyngende, men trods alt god og uforstyrret nat, lagde vi den følgende morgen til kaj i Igoumenitsa.



Dagen startede godt ud. Det første hotel, vi mødte, åbnede inden for halvanden time, og lige ude foran var der et hyggeligt cafesæt. Her slog vi os ned og nød en kop morgenkaffe med udsigt over de græske bjerge og den smukkeste solopgang. Værten på hotellet mødte os med åbne arme og tilbød halv pris på en overnatning - og ikke nok med det, så inviterede han os også på kaffe og kage.



Efter en yderst tiltrængt lur og et varmt bad havde vi besluttet os for at finde den hurtigste transportmulighed til Delphi. Elimineringen blev ved med at fylde i vores hoveder, og vi havde på forhånd sagt til hinanden, at hvis vi skulle opleve at stå overfor en eliminering, så var det ikke pengene, vi skulle spare på. For hvor meget var der ved at have en masse penge sparet, hvis vi alligevel blev elimineret fra konkurrencen? Vores vært fra hotellet hjalp os med at finde en taxa, der kunne drøne os afsted tidlig morgen med en forventet køretur på 4 timer til 400 euro. Men 400 euro svarende til 3.000 kr., synes vi måske alligevel, var mange penge ud af vores budget på i alt 21.718 kr. Efter en masse telefonopkald til hans taxa-ven og en længere forhandling kom prisen ned på 300 euro. Da vi var fast besluttede på at finde allerhurtigste transportform, tænkte vi slet ikke på at benytte offentlige transportmidler. Men de 300 euro nagede os stadig en smule, så vi besluttede os for at gå byen tynd for at se, om der alligevel skulle være et billigere alternativ, der kunne føre os til Delphi lige så hurtigt.


Efter at have været forbi tankstationer, cafeer og restauranter blev vi gradvist blev mere og mere frustrerede over mødet med folk, der havde mindre gode engelskkundskaber og derfor ikke var til meget hjælp. Vores bedste bud på hjælp var tre venlige mænd på en restaurant, der meget generøst bød os på frokost, mens de ringede rundt til venner og bekendte for at hjælpe os, men desværre også uden held. Vi besluttede os for at give de offentlige transportmidler et skud alligevel, og gik forbi busstationen for at blive klogere på afgangstid og pris. Vi kunne konstatere, at det var væsentligt billigere, men at det ville tage os minimum 4 timer yderligere end med en taxa. Derfor drog vi tilbage til hotellet og takkede endeligt ja til den 300 euro dyre taxatur. Vi holdt fast i, at hastighed skulle prioriteres frem for pengene på det her tidspunkt i konkurrencen.


Klokken 06:00 morgenen efter, ankom taxaen i styrtende regnvejr, lyn og torden. Vi satte os ind på bagsædet, faldt hurtigt i søvn og fik os en god, lille lur. Da vi vågnede, var uvejret ovre, og vi hyggede med lidt kortspil, mens vi hvilede i, at have taget den hurtigst mulige transport til Delphi. Efter en noget intens og svedig løbetur op af Delphis kuperede landskab, checkede vi ind på Hotel Amalia - igen som de første! Sådan! Vi var altså stadig med i konkurrencen og havde stadig en spændende rejse foran os.



Dagene i Delphi bød igen på tøjvask i badekarret, en morgenløbetur til det berømte orakel med pigerne og Kim, samt en effektiv og svedig vandretur op til toppen af et af de mange bjerge, der omringer Delphi, hvorfra der var den smukkeste udsigt ud over byen og det græske landskab.



Anden etape var for os fyldt med stress, bekymringer og ubeslutsomhed grundet elimineringen i konkurrencen. Der er ingen tvivl om, at det var en etape, hvor vi af flere omgange helt glemte at nyde øjeblikket, da vi i tankerne allerede var videre mod næste step på rejsen. Vores dag i Alberobello var dog undtagelsen, da vi her formåede at glemme konkurrencen for en stund. Arbejdet med trullier, mødet med Gianpaolo, den lækre frokost og den lille italienske perle af en by, gjorde et stort indtryk på os. Vi var fuldt tilstede i øjeblikket og man kan vel næsten sige, at vores renoveringsarbejde i Alberobello var det første spadestik i “renoveringen” af vores forhold. Vores arbejde med trullier blev på en måde kendetegnet for vores fremtidige beslutninger på rejsen, da det lærte os, at det var oplevelserne og de små “pit stops”, der gjorde den store forskel på at føle det som en rejse frem for en konkurrence.

Vi kan ikke komme uden om, at etapen også havde været dyr. Efter otte rejsedage og med 10.000 km til Singapore, havde vi allerede brugt 8000 kr. af vores rådighedsbeløb. Vi var begge klar over, at det var tid til at lægge strategien om - tredje etape skulle gøres billigere, og oplevelser skulle erstatte vores konkurrenceiver.

God læselyst

Nicolaj og Stephanie 

offlinetravelling@gmail.com

  • Sort Instagram Icon
  • Sort Facebook ikon