ETAPE 3 Konkurrencen på pause og oplevelser i fokus

Tredje etape med checkpoint i Baku i Azerbaijan, “The land of fire”, og vigtigst af alt ingen eliminering i denne omgang! Vi måtte sige farvel til Ulla og Lars, der som de sidst ankomne til Delphi måtte forlade konkurrencen. Vi var lang tid foran Kim og Carsten, som var ankommet som det første par efter os. Der var derfor ingen grund til stress og bekymringer, men alligevel sad følelserne uden på tøjet. Anden etape havde været rigtig hård, og frygten for at mærke samme pres på denne etape gjorde, at vi var enige om at skrue ned for tempoet, herunder prioritere billigere, og dermed nok langsommere, transport, lægge konkurrencen på hylden og vægte oplevelser og nærvær højt.


Fotokredit Strong Productions


Med rygsækkene på ryggen og en plan ved hånden, sad vi nu i bussen mod Athen. N havde på forhånd haft et stort ønske om at opleve Athen, hvis vi fik muligheden for det, og med beslutningen om at prioritere oplevelser var det selvfølgelig oplagt at holde et tidligt stop på etapen.


Men Athen blev lidt af en blandet oplevelse og for os begge. Vi blev mødt af smilende mennesker, hyggelige torve med cafeer, barer og restauranter, små markeder med souvenirbutikker klemt inde i de smalle snoede gader, smukke ruiner fra oldtiden og Akropolis, som dominerede byen med sit gigantiske tempel Parthenon. ...Men samtidig blev vi også ramt af en millionby i kaos. Der var trængsel og travlhed samt forurening og støj fra byens mange biler, busser og motorcykler. Dette blev suppleret med råbende gadesælgere, der havde indtaget byen, og vi var egentlig ret chokerede over den overbefolkning og fattigdom, der fyldte Athens gader, hvilket på en eller anden måde var svært for os at rumme. Om det var efterveer fra stressen og presset fra den tidligere etape der fortsat sad i os og påvirkede vores oplevelse af Athen? eller om vi blot havde forventet en ældre storby, kun rummende smukke bygninger, afslapning og en tilbagelænet atmosfære? ja det ved vi ikke - men for os at se, er Athen kontrasternes by, og måske præcis derfor værd at opleve!



Fra Athen besluttede vi os for at tage med færge til Chios, hvorfra vi kunne nå endnu en færge videre mod Cesme i Tyrkiet. På færgen møder vi Kim og Carsten - og det er faktisk første gang, at det ikke stresser os at rende ind i et af de andre par, hvilket føles rigtig rart. Det skyldtes måske også, at vi vidste, at vi var de eneste, der kunne have nået at afholde en rejsefri periode. Så konkurrencen var lagt på hylden for et øjeblik, og vi nød (og nyder stadig den dag i dag) Kim og Carstens selskab.


Fotokredit Strong Productions


Ombord på færgen lagde vi mærke til, at der ikke var mange andre “turister” end os. Det virkede til at være mange lokale, der rejste med mod Chios, og mange af passagererne havde flere store tasker og kufferter med. Ved billetlugen i Athen blev vi fortalt, at der var mange flygtninge på Chios, og da vi skulle i land på øen for at skifte færge, blev vi mødt af et forfærdeligt syn. Flere personer blev eskorteret af færgen iført håndjern, mens de var linet op på en lang række, og udenfor stod politifolk klar til at tage imod dem. Det gav en ubehagelig følelse i kroppen at tænke på disse menneskers skæbne, og at Chios, der blot var et springbræt på vores rejse, samtidigt var endestationen for dem.

Der var fortsat fire timer til, at den næste færge gik mod Tyrkiet. Vi søgte væk fra menneskemængden ved kajen og fandt et lidt mere isoleret sted på molen, hvor vi satte vand over til en kop morgenkaffe, mens vi hev et par varme trøjer frem. Da vi sad der og kiggede ud over havnen, var det lidt som at være på en spøgelsesagtig fængsels-ø. Alt var mørkt, der var ikke flere mennesker på havnen og det eneste vi kunne høre var den færge vi var ankommet med, som endnu ikke var sejlet videre - det var egentlig en lille smule “uhyggeligt”. Da færgen forlod havnen, var det som om, at den tog den ubehagelige stemning med sig. Vi fik øje på nogle lyskæder i det fjerne, og pludselig kunne vi også høre musikken fra en lokal pub trænge igennem. Det begyndte så småt at lysne og en farvepalet af røde, gule og orange farver brød horisonten, mens høje bjerge og en hyggelig havnepromenade med forskellige butikker og restauranter kom til syne. Der sænkede sig en hel ro, da det pludselig gik op for os, at denne ø nok var lige så “normal” som så mange andre græske øer. Om det var de ferielignende omgivelser, der pludselig omkransede os, og det faktum, at vi nu kunne se, hvor klart og indbydende vandet i havnen rent faktisk var, ved vi ikke, men der gik ikke længe fra, at S slyngede ideen om en morgendukkert ud, til at N og Kim var hoppet med S i vandet. Carsten skulle lige bruge lidt ekstra betænkningstid, men hoppede til sidst i sammen med os andre. Det var en dejlig måde at starte dagen på, inden vi snart skulle til at forlade Europa og for alvor tage hul på nye og ukendte breddegrader.



Efter en kortere sejltur og en enkelt bustur ankom vi til Izmir, Tyrkiets tredjestørste by, hvor vi på en livlig og travl buscentral mødte en sød lokal betjent, som hjalp os med at finde busbilletter videre mod Ankara. Vi slog ventetiden ihjel med lidt lokal mad, og det var reelt set første gang vi følte, at vi havde råd til at “spise ude”. Da vores bus endelig havde afgang, steg vi ombord, og den søde politidame fra tidligere havde fundet vej til busterminalen med to af sine kollegaer for at vinke farvel til os og sikre sig, at vi kom godt afsted. Det varmede og gav os en følelse af, at Tyrkiet nok skulle blive en dejlig oplevelse med mange søde mennesker, hvilket det også skulle vise sig at blive.


Fotokredit Strong Production

S havde hjemmefra haft et stort ønske om at køre med Eastern-Express på tværs af Tyrkiet fra Ankara til Kars, hvis muligheden bød sig. Så da vi ankom til Ankara, søgte vi mod Banegården hvor vi fik styr på billetter til senere på dagen. Efterfølgende fandt vi et sted, hvor vi kunne opbevare vores rygsække, og så drog vi ellers afsted på endnu en af vores mange byvandringer, hvor vi lod vores nysgerrighed og intuition lede vejen.


Ankara, som er Tyrkiets hovedstad og landets næststørste by, rummer alt fra travle markeder med gademusikere og sælgere til storslåede moskeer, hvor kulturen bliver synlig. Det, der gjorde størst indtryk på os, var uden tvivl The Old Castle. Et slot som er omringet af hyggelige, snoede og stejle gader og som fra toppen af byen imponerer med en smuk panoramaudsigt over Ankara. Derfra kunne vi også tydeligt se skellet mellem de gamle smukke bygninger og det meget fattige slumlignende distrikt. … Så vores råd til jer derude - besøg ikke Ankara, uden at besøge det smukke viewpoint på toppen af The Old Castle!



Eastern-Express, en autentisk togrejse på 26 timer, ventede os nu forude - og sikke en rejse. Vi havde booket to billetter på “monkeyclass”, som N kalder det (2. klasse), da alle kupéer på 1. klasse blev udsolgt lige for næsen af os. Efter kort tids ærgrelse, blev vi dog enige om, at der måtte være en mening med, at vi ikke skulle isolere os selv i en kupé - vi skulle nu opleve kulturen på tæt hånd! Vi satte os på vores såkaldte “Hard Seat” pladser i en togkupé fyldt med lokale og store mængder bagage. I baggrunden kunne vi høre lyden fra et par undulater i deres bure, mens duften af hjemmelavet mad fra små bøtter og kasser bredte sig i kupéen. Vores vogn havde en kernetemperatur på omtrent 30 grader, og udover folks hjemmebragte mad, florerede en spændende aroma fra togets ståtoiletter, hvor selv en luftfrisker ikke havde gjort nogen forskel. Det var første gang hidtil på vores rejse, at komfort- og hygiejnestandarder under en transport blev sat på prøve. Men efter et par timers miljøtilvænning og med blufærdigheden pakket ned i rygsækken, kunne vi for alvor nyde rejsen gennem Tyrkiets smukke landskab, som time for time ændrede sig og gik fra sommer til efterår til vinter. Da vi drog afsted fra Ankara var det iført t-shirts, men da vi landede i Kars måtte vi hive dunjakkerne frem, da temperaturen her var på frysepunktet.



Sidste nat i Tyrkiet inden afrejse videre mod Georgien fandt sted i Kars. Vi havde en lille udfordring med at finde overnatning, da det hostel, vi var blevet anbefalet, ikke tillod os at sove i samme rum, da vi ikke var gift. Et kort øjeblik, måske grundet træthed og frygten for at skulle vade byen tynd for at finde et andet sted at sove, faldt det os ind at lyve om et ægteskab… men det føltes ikke rigtigt – vi kunne ikke få os selv til at lyve. Derfor endte vi med at takke pænt nej til tilbuddet, og gik i stedet videre for at lede efter et andet sted at sove. Den nat endte vi på et 4-stjernet hotel – og så til en billigere pris end det hostel, vi havde fået anbefalet. Der var tilmed morgenmad med i prisen! På trods af morgenmaden ikke bestod af meget mere end agurker og hårdkogte æg, tog vi glade og tilfredse en taxa fra Kars mod den georgiske grænse den følgende morgen. Taxaturen blev forhandlet – igen ved hjælp af N’s gode krejlerevner - og vi betalte med rub og stub af de resterende valuta som vi alligevel ikke kunne benytte på den videre rejse, 44 tyrkiske lira og 0,53 euro, suppleret med 40 dollars.


På grænsen var vi så heldige at falde i snak med en mand, som hjalp os til et gratis lift ind til nærmeste by, hvorfra vi fandt en billig bus videre til Tbilisi. Da vi landede i Tbilisi om aftenen, skyndte os vi mod centrum og byens ældste bageri, da vi havde lavet en aftale om at skulle arbejde der morgenen efter. Vi havde besluttet at tage en ekstra rejsefri periode, for at være tro mod vores intentioner om at lægge konkurrencen og racet lidt på hylden på denne etape. Med hjælp fra en lokal mand, der ikke kunne et eneste ord engelsk, lykkedes det os at nå frem til bageriet, som desværre var lukket. Vi havde ellers håbet på, at indehaveren af bageriet kunne have hjulpet os med at finde et billigt overnatningssted, inden vi skulle møde på arbejde næste morgen.

Vi satte os en smule modløse på kantstenen ude foran bageriet, og faldt i snak med en yngre mand, som var tjener på en naborestauranten. Han spurgte os pludseligt, om vi var til at stole på… Vi kiggede undrende på hinanden, mens han så forklarede, at den rare mand, som tidligere havde guidet os vejen til bageriet, havde tilbudt, at vi kunne sove gratis hjemme hos ham, da han selv skulle arbejde natten over. Vi blev noget overraskede, men sagde trætte og taknemmelige ”ja” til det meget gæstfrie tilbud.


Igennem mørke gyder, ind af en gitterport med hængelås på og videre ind af hoveddøren til en lille og ydmyg lejlighed på omtrent 25 kvadratmeter. Vores søde vært var en stille og meget simpel mand - han skyndte sig at få ryddet op og tilbød os, at vi bare kunne tage, hvad vi havde brug for i køleskabet, og kort tid efter var han ude af døren igen for ikke at forstyrre os mere end højest nødvendigt. Wauw! Her sad vi et sted midt i Tbilisi, midt i en fremmed mands hjem - det var ikke helt til at fatte - det hele var gået så stærkt fra vi ankom til Tbilisi, til vi sad her. Det var svært at begribe, hvor heldige vi havde været med at møde så mange hjælpsomme sjæle på denne etape!


På trods af mandens venlige tilbud om bare at gå i køleskabet, kunne vi ikke få os selv til at tage imod mere fra en, der virkede til at have så lidt, så vi tilberedte i stedet en tiltrængt late-night-dinner bestående af kogt pasta med tun og ketchup, som vi havde købt tilbage i Athen. Vi efterlod nogle gode madvarer til vores vært, og med en let omrokering af de få møbler, der fyldte gulvet i lejligheden, fik vi indrettet os med liggeunderlag og soveposer og gjorde os klar til at sove.



Tidligt næste morgen, efter en god nats søvn, var vi klar til afgang mod bageriet. Der var stadig mørkt i gaderne, og hængelåsen fra aftenen forinden var igen blevet låst. Vores vært havde sagt til os, at han ville komme hjem kl. 07, så der stod vi klar. Vi ventede i en halv time efter den aftalte tid, men stadig ingen tegn på den rare mand. Til sidst bankede vi på hos naboen, og en kvinde kom ud og hjalp os med at åbne hængelåsen. Vi var ærgerlige over, at den rare mand ikke var kommet hjem, for vi havde sådan glædet os til at kunne takke ham for hans store gæstfrihed. Men måske var det i virkeligheden netop det, han ønskede at undgå. Måske var vores store smil aftenen forinden tak nok i sig selv? Derfor gik vi spændte ned mod bageriet, hvor vi håbede på endnu en lærerig arbejdsoplevelse, der ligesom Alberobello kunne få os til at glemme alt om konkurrencen.


Tbilisis ældste bageri, dagens arbejdsplads… et sted hvor vi igen skulle møde den georgiske gæstfrihed. Døren, der aftenen forinden var låst, var nu åben. Bag den gemte sig en trappegang, der førte ned til nogle autentiske, lavloftede, underjordiske lokaler i mørke mursten. Vi fik fornemmelsen af at blive sendt 50 år tilbage i tiden af det rå og enkle udseende samt deres primitive fremgangsmåde. Bageriets hjerte var en enorm, 300 grader varm iglo-lignende keramikovn med hul i toppen, som stod centralt placeret bag den beskedne butiksdisk, hvor det fantastiske bagværk blev solgt. Derudover var lokalerne indrettet med en ”industri-pizzaovn” af ældre dato, et par lange borde med plads til at forme brød, samt en stor old school æltemaskine der lignede, at den blev kørt af en gammel cykelkæde. Et bageri fyldt med alt hvad hjertet begærer af brød - hvor alt fra pølsehorn og pizzaer til det lokale georgiske fladbrød og de indbagte Penovani med ost og bønner blev produceret i store mængder og langet over butiksdisken.


Fotokredit: Strong Productions


Vi blev hurtigt taget under armenene, og imens S hjalp “bagemama” og damerne med Penovani Hadrajbuji (butterdej med ost), Penovani Ljubiani (butterdej med bønner), pizzaer og pølsehorn, blev N set an og stille og roligt oplært i at bage georgiske fladbrød af bageriets eneste mand Mr. Misha. N skulle flytte al dejen, fra den eldrevne “cykelkæde-æltemaskine”, op på et bord, hvorefter dejen skulle deles og vejes af i lige store portioner. Mr. Misha holdte et skarpt øje på N igennem hele processen. Han “blandede” sig ind i mellem med små håndtegn, nik eller rysten på hovedet, når han enten var tilfreds eller lidt mindre tilfreds med N’s arbejde. S hjalp med at forme portionerne flotte og runde, så de kunne ligge til hævning, indtil de skulle bages. Selve processen med at bage de georgiske fladbrød, var noget vi aldrig havde set før, og det var skide sjovt. De flot formede og nøje afvejede dejportioner blev fordelt ud over en stor nålepude-lignende ovalformet træplade med en lille tap. N blev anvist i, hvordan han, med hele hovedet og overkroppen nede i den glohede iglo-ovn, skulle klaske dejen fast på indersiden af “væggene”. Der blev dejen så hængene - stik mod tyngdeloven - og da brødene var færdigbagt, tog Mr. misha og N skiftevis de meget velsmagende fladbrød op af ovnen. Det foregik med et langt kosteskaft i hver hånd; det ene med en krog for enden til at få fat i fladbrødene og det andet med en spartel for enden til at løsne brødene fra væggen. Herefter gik de bogstaveligt talt som “varmt brød” til de mange, daglige kunder af det underjordiske bageri.



Efter fem timers hårdt, varmt, men også meget givende arbejde, tilbød vi bageriet at stille os op på gaden med små fladbrødsmagsprøver i håb om at lokke endnu flere kunder til bageriet. Der gik hurtigt konkurrence i hvem af os, der kunne skaffe flest kunder og tømme fadene med smagsprøver først. ...Og der var vist ikke nogen tvivl om, hvem af os der havde størst succes… S måtte af flere omgange gå retur til bageriet for at fylde sit fad - til stor frustration for N, idet mange af de personer, han fik et nej fra, gerne ville tage imod smagsprøver fra S 20 meter længere nede af vejen.


Da vi forlod bageriet, havde vi købt lidt af vores hjemmebag og lavet en lille pose med forskelligt brød, som vi ville aflevere til vores vært fra aftenen forinden, som tak for hans gæstfrihed. Vi håbede på, at han var kommet hjem nu, men endnu engang måtte vi desværre forgæves se langt efter den søde mand. Da vi ankom til hans lejlighed, var der nemlig ingen hjemme. Vi endte i stedet med at skrive en lille hilsen på en seddel, som vi lagde ned i brødposen og derefter hang på hoveddøren til lejligheden. Vi håber virkelig på, at vi en dag kommer forbi Tbilisi igen, for så er der ingen tvivl om, at vi slår vejen forbi den lille lejlighed, i håb om at kunne takke vores vært ansigt til ansigt - det ville betyde meget for os.


Vores sidste timer i Tbilisi brugte vi på lidt byvandring, og det er helt klart en anbefalelsesværdig by at besøge. Tbilisi rummer alt fra flotte gamle Sovjetbygninger- og statuer, over i det mere højteknologiske og nymoderne til hipster-områder med hyggelige gader, restauranter og cafeer.



Da mørket begyndte at falde på, satte vi kursen mod banegården, hvor vi skulle med toget videre til 3. checkpoint og Baku. Selvom vi ikke havde set nogle af de andre par i Tbilisi, havde vi på fornemmelsen, at vi ikke var de eneste, der havde valgt denne togafgang og ganske rigtigt, for på perronen i Baku møder vi nemlig Kim og Carsten. Til trods for at vi var så tæt på et checkpoint, var der heldigvis fra alle tid til at hilse pænt på hinanden, og der var en afslappet indforståethed om at selvfølgelig skulle vi have et lille kapløb og selvfølgelig var det nu tid til konkurrence. Vi vidste alle at det var et spørgsmål om tilfældigheder ift. hvem der kom først og måtte det bedste par vinde. Vi var side om side med drengene på vej mod Panoramic Viewpoint, hvor vi ville få vores præcise checkpoint af vide. Her fik vi en mindre god navigation fra en lokal, som vi valgte at følge på trods af at N’s indre kompas sagde noget andet, for vi var trods alt på udebane og vi havde på hele vores etape stolet på de lokale, så hvorfor stoppe nu… Dette kombineret med en adventure-living-on-the-edge-beslutning fra drengene gjorde at de ramte hotellet små fem minutter før os. Vi ankom derfor som sidste par, da både pigerne og Far og Marco allerede var tjekket ind på hotellet.


Selvom det lyder mærkeligt, når vi kom fra to førstepladser i træk og når man tænker på N’s store konkurrencegen - ja så var vi faktisk helt okay med at være ankommet som det sidste par. Vores mål fra starten af etapen, var nemlig at få skruet ned for tempoet og vise os selv at vi godt kunne være med uden, at alle beslutninger skulle træffes ud fra et konkurrencemæssigt perspektiv. Vi havde derfor selv taget beslutningen om en ekstra “rejsefri periode” og vi ville på ingen måde havde været vores oplevelser i hverken Athen, Ankara eller Tbilisi foruden – og heldigvis var der kun tre timer imellem de første og os, så konkurrencen var stadig helt åben.

Før vi tog afsted på eventyret, var vi meget opsatte på, at konkurrencen ikke skulle fylde for meget. Vores formål med turen havde i virkeligheden slet ikke noget med konkurrencen at gøre, og selve konkurrenceelementet var formentlig nok vores største trussel i forhold til at nå vores mål med kvalitetstid til fordybelse og nærvær. Det havde vi lidt glemt på den første etape, for der handlede det meget om at komme godt fra start og lære “spillet” at kende, hvor anden etape også primært havde handlet om konkurrencen, for hvis vi var røget ud havde vi jo slet ikke fået muligheden for kvalitetstid. Det at ligge forrest stressede os rent faktisk, for vi følte os hele tiden jagtet. Det at vi havde “noget vi skulle forsvare”, gav et unødigt pres for at præstere, for nu havde vi jo egentlig noget at tabe, set med konkurrencebrillerne. Derfor var det rart ikke længere at føle det pres, for vi havde lige fået bevist, at det sagtens kunne lade sig gøre at prioritere oplevelser og nærvær uden, at vi nødvendigvis kom håbløst bagud i konkurrencen. Så målet var nu at fortsætte med at prioritere os selv og oplevelser, i håb om at vi stadig kunne komme med hele vejen til Singapore.


Tiden i Baku blev nydt med en god omgang tiltrængt kærestetid på værelset og en hyggelig slentretur langs promenaden med Kim og Carsten, hvor vi besøgte den kendte Formel 1 udstilling. Om aftenen nød vi en dejlig middag med de resterende par og afsluttede aftenen på hotellets tag. Herfra havde vi en flot udsigt ud over byen og de berømte Flame Towers, som repræsenterer flammer og symboliserer Azerbaijan og i særdeleshed Bakus velstand, som er finansieret gennem landets store oliereserver.

.. Vi havde selvfølgelig også gang i vaskeriet i badekarret og tøjet hængende til tørre på kryds og tværs på badeværelset, hvilket efterhånden var blevet en rutine.



Tredje etape må siges at have været en etape med plads til rigtig mange gode oplevelser. Tyrkiet har virkelig gjort positivt indtryk på os - særligt den meget imødekommende lokalbefolkning og skønne natur. Tilsammen synes vi, det repræsenterer Tyrkiets smukke ånd. Det overvældende møde med vores venlige georgiske ven, som åbnede sit hjem for os og sikrede os et sted at overnatte, gjorde, at vi oplevede en taknemmelighed, der er svær at sætte ord på. Og sidst men ikke mindst, vores dag i Tbilisis ældste bageri - en oplevelse så autentisk og givende - og uden tvivl en oplevelse vi altid vil tænke tilbage på med et smil på læben.

God læselyst

Nicolaj og Stephanie 

offlinetravelling@gmail.com

  • Sort Instagram Icon
  • Sort Facebook ikon