ETAPE 4 Guldtænder og hjertevarme

Fra morgenkåber, bløde senge og roomservice på hotellet i Baku, til fjedermadras og kødgryder på tværs af det Kaspiske Hav, i selskab med ukrainske og kazakhstanske truckere høje på vodka!! Næste checkpoint hed Tashkent, hovedstaden i Uzbekistan, og med off-limit lande i henholdsvis Iran og Rusland, var muligheden kun at krydse det Kaspiske Hav med færgen til Kasakhstan, hvorfor dette blev det første og også hårde step på den videre rejse.


Fotokredit Strong Productions


Da vi steg ombord på færgen i Baku, mødte vi som det første en lidt bestemt Kazakhstansk kvinde. Hun stod bag en lille disk, hvor hun udleverede nøgler til kahytter, lagener til madrasser og sengetøj.  Alt omkring os var gammelt, slidt og med brunlige nuancer og spændte på hvad der ventede os, gik vi ned af en smal gang, for at komme ned til vores kahyt. På vejen passerede vi de første ukrainske og kazakhstanske truckere i færd med at drikke deres vodka. Vi åbnede døren til en lille snusket kahyt, med køjesenge, et mørt sofaarrangement og et toilet uden lys. Kahytten var desuden placeret tæt på motorrummet, og kun med vinduet på fuldt gab kunne vi holde temperaturen “nede” på 25 grader. Vi fik dog hurtigt skabt lidt hygge i den ellers ikke så indbydende kahyt, og med et par ekstra lagner fik vi tildækket den møre sofa, så kahytten trods alt blev en smule mere beboelig.


Med en estimeret sejltur på 26 timer, var vi ved godt mod, for til sammenligning havde vi siddet ret op og ned i samme antal timer i toget gennem Tyrkiet. Nu havde vi vores egen lille kahyt med mulighed for at sove liggende og ovenikøbet med mulighed for morgenmad, frokost og aftensmad nede i færgens “restaurant”, samt muligheden for at gå udenfor på dækket og trække lidt frisk luft.


Det første døgn gik og færgen var endnu ikke sejlet fra kajen. Det skulle vise sig at færgen først ville ligge fra land, så snart den var fyldt op og ventetiden herpå kunne sagtens vare timer eller dage. Desuden var vi det seneste døgn blevet klogere på “restauranten” og de tre inkluderede måltider. Restauranten lignede resten af færgen med brunlige nuancer og slidte møbler. Morgenmaden var bestående af et tørt stykke brød og et meget hårdkogt æg. Til frokost og aftensmad blev der disket op med suppe og en kødgryde med dertil ris og rester af brødet fra morgenmaden. Nej, det var ikke gourmetmad, men alligevel en oplevelse der satte sit præg, når man sammenligner med vores levestandard herhjemme. Pludselig var det vigtigste egentlig bare at der var noget at spise og ikke så meget hvad det var og om det smagte fantastisk.


Det forventede 26 timers færge ophold, blev til i alt tre små døgn før vi lagde til i Kasakhstan, og da vi havde valgt at dope os med med søsygepiller, havde vi brugt de fleste timer hver dag på at sove imellem måltiderne.



Da vi lagde til med færgen i Kazakhstan, hoppede vi hurtigt på en taxa til byen Aktau. Da vi ikke kunne finde nogle mulige tog- eller bus afgange ud af Aktau før dagen efter, valgte vi at tage os en rejsefri periode. Vi tjekkede ind på et lille hotel tæt på togstationen, og med efterveer fra søsygepillerne havde vi fortsat mest af alt brug for bare at få slappet af og sovet ud. Aftentimerne nød vi på værelset, hvor vi puttede os under dynerne med en omgang nudler til aftensmad og Hobbitten på Kazakhstansk i fjernsynet. Tidlig morgen tog vi os en lille løbetur i kølige frostgrader, efterfulgt af et langt varmt bad. Derefter var det kurs mod togperronen, hvor vi fik shoppet lidt lokale snacks inden afrejse videre med tog mod Nukus i Uzbekistan.

Vores stop i Aktau var ikke en del af vores oprindelige planer, men stoppet var rigtig godt givet ud. For selvom vi ikke havde lavet meget på færgen, var det skønt at få hvilet ordentligt igennem, få løbet en tur, føle sig ren efter et rigtigt bad og ellers bare at have hygget i lidt mere "normale" rammer. Det var første gang på turen, at vi havde en aften og en morgen, som mindede om noget vi kunne have gjort derhjemme og det var perfekt til at få genladt batterierne forud for en lang togrejse. ...En togrejse der skulle vise sig at være vores hidtil største oplevelse og måske en af top tre oplevelserne fra hele vores tur, når vi ser tilbage.


Midt på perronen i Aktau stod vi og ventede på toget sammen med flere hundrede andre passagerer og deres bagage. Perronen var fyldt med madrasser, tæpper, lamper og store kufferter, tasker og kasser, som var plasteret til med tape. Det var som om folk var i færd med at flytte hele deres liv. Der var rent kaos da toget ankom, for ikke kun de mange hundrede passagerer skulle finde deres pladser, bagagen skulle også bæres ind gennem smalle døre og gange, og det var tydeligt at se, at de lokale her ikke var vokset op med gameboy og Tetris. Efter at have vandret gennem junglen af kufferter og tasker fandt vi vores pladser og med 32 timer i sigte fik vi arrangeret vores rygsække og redt op på vores kombinerede sidde/sovepladser.


Ved siden af os havde en Kazakhstansk kvinde også sat sig til rette og gjort sin lille køje hjemlig for den lange rejse. Hun var en dame der hurtig gjorde et stort indtryk på os! Hendes tandsæt var fyldt med guldtænder og hendes hjerte fyldt med venlighed og varme. Uden at kunne forstå et eneste ord engelsk, tror og håber vi på, at hun gennem vores simple tegninger og kropssprog alligevel forstod hvor vi kom fra og hvilken rejse vi var i færd med. Hun smilede til os utallige gange og hen på aftenen diskede hun pludselig op med hjemmebagt brød og ovnbagt kylling, som hun tilbød os.


Fotokredit Strong Productions


En ro havde spredt sig i toget og med mætte maver puttede vi os under dynerne for at få lidt søvn. Hen på natten nåede vi kun akkurat grænsen til Usbekistan, inden vi vågnede med et sæt, da den lokale ordensmagt pludselig fyldte gangene i mens de råbte “PASAPORTE, PASAPORTE”. En paskontrol på ikke mindre end seks nattetimer hvor vi næsten tvunget, blev bedt om at sidde oprejst med vores pas i hånden, parate til at blive kontrolleret, imens soldater, politifolk og hunde gennemsøgte kasser, kufferter og tasker. En lidt anderledes måde at bruge sine nattetimer på end vanligt.


Da toget passerede grænsen gik der lang tid før skyggen af biler, veje, huse eller mennesker viste sig. Time efter time blev vi mødt af et goldt, øde og fladt landskab, hvor kun kameler og heste kom til syne i ny og næ. Men lige så roligt og fredfyldt det havde været at kigge ud af vinduerne de seneste timer, lige så kaotisk og stresset blev det pludselig inde i toget de efterfølgende timer. Ved første stop i Uzbekistan blev toget nemlig fyldt med hundredvis af sælgere, der vandrede op og ned af gangene med hænderne fyldt med alt fra tøj, bamser og mobiltelefoner, til røget fisk og pølse. De rendte frem og tilbage, i mens de råbte op for at få vores allesammens opmærksomhed. Trafikken omkring os blev ikke mindre af, at vores søde nabokone meget gerne ville se hvad samtlige sælgere havde at byde på. Tøj og bamser blev kastet ind over N og flere sælgere skubbede til S´ ben imens hun forsøgte at sove, så de kunne tage plads overfor vores venlige nabo der var interesseret i deres varer.


Det var ikke første gang vi så sælgere i et tog, for der havde også været nogle enkelte igennem toget i Kazakstan og der havde vi købt et par lækre uldsokker til at holde varmen. Det var nok meget heldigt at vi havde klaret vores indkøb tidligt på togrejsen, for der var en anden hygge og charme over nogle få sælgere end der var over et tog, hvor man knapt kunne bevæge sig ud på de trange og uhygiejniske ståtoiletter, for bare sælgere. I starten var det egentlig meget sjovt selvom det var kaotisk, men efterhånden som stressen blev ved time for time, kunne N godt mærke at nattesøvnen var udeblevet grundet den lange paskontrol, og hans tålmodighed blev testet godt af de mange sælgere, der ikke havde den store forståelse for intimsfære.



Roen lagde sig igen et kort øjeblik, da toget holdte ind på en station for en længere pause. Mange af togets passagerer steg ud for at strække benene og trække sig en bid frisk luft. På perronen stod der lokale klar til optræden med sang og dans .. og der gik ikke mange minutter før vi begge stod midt i den kolde klare luft og solens varme stråler, i mens vi nød den lokale dans og musik og den glade smittende stemning, der spredte sig på den lille perron. Vi fik også klaret en hurtig omgang tandbørstning og det korte stop gav fornyet energi og tålmodighed til igen at skulle tolerere de mange sælgere.


Efter 32 timers togrejse og en god portion oplevelser rigere, ramte vi Nukus. Planen var hurtigst muligt at finde et nattog som kunne føre os videre gennem Uzbekistan til byen Samarkand, som vi gerne ville opleve. Samarkand er Centralasiens ældste by, kendt for sine prægtige mausoleer og også kendt som et vigtigt stop på den gamle handelsrute - Silkevejen, hvor handelskaravaner fra både Indien, Persien og Kina mødtes.



Med heldet i behold kom vi blot få timer efter afsted med et tog mod Samarkand, og for at spare penge havde vi igen valgt at købe de billigste billetter. Derfor ventede igen en nat forude blandt de lokale. Men lige inden afgang blev vi mødt af chefkonduktøren, der tilbød os gratis opgradering til første klasse. “You are our guest, our guest”. Vi tilbragte derfor natten i privat sovekupé med soft-sleeper madrasser, lukket dør og toiletter der var noget flottere end vi havde set siden vi ramte Tyrkiet, dog nok stadig af en kvalitet der ikke er for de helt sarte sjæle. ...Men vildt lækkert og måske også lidt tiltrængt!


I Samarkand havde vi planlagt en længere rejsefri periode. Dagen bød på byvandring forbi Registan, som er en stor offentlig plads i hjertet af den gamle by med ikoniske mausoleer, et besøg i Siab-bazaren, der er kendt som byens vigtigste marked og en tur gennem Amir-Temur, parken hvor der også her tårner sig smukke mausoleer. Dagen blev afsluttet på fineste manér på Restaurant Samarkand hvor vi midt i 1001 nats funklende farver, dans og musik blev bespist med både forret, hovedret og dessert og dertil øl, vin og kaffe, for en samlet pris på under 150 kr.


Fotokredit: Strong Productions


Morgenen efter, tog vi fra vores hotel tilbage mod banegården, hvor vi havde lavet en aftale med en taxachauffør om at køre os den fire timer lange tur fra Samarkand til Tasjkent for den nette sum af 20 USD. Vi måtte dog stå med lange næser, for han havde vidst ombestemt sig. ...Op dukkede han i hvert fald ikke. I stedet skulle vi nu ud i en ny forhandling og mon vi kunne få arrangeret samme gode pris hos en af de mange andre taxachauffører? Indledningsvist så det håbløst ud, men da først den ene havde indvilget, kom den næste til og pludselig havde vi omkring 10 chauffører der alle sloges om at vi skulle køre med dem. Vi valgte en yngre fyr, som talte nogenlunde engelsk, da vi havde den bedste mavefornemmelse med ham.

Vi havde dog ikke kørt mere end 5-10 minutter før han forklarede os, at han blot kørte os til bygrænsen, hvorfra hans bror ville køre os det sidste men lange stykke. Ingen problem for os - det var samme pris og skulle blot skifte bil efter 20-30 minutter - hvorfra turen gik mod Tasjkent og 4. checkpoint. Men ... vores nye chauffør talte dog intet engelsk og havde ikke helt den samme glade udstråling som sin bror og turen skulle derfor vise sig at blive en lang en af slagsen. Vi troede vi var blevet enige om afsætningssted, men vores chauffør valgte at stoppe I udkanten af byen. Han vidste udemærket godt at der herfra ventede ham meget tættere trafik og dermed også længere hjem, men med lidt hjælp fra en lokal fik vi til sidst overtalt vores chauffør til at køre os hele vejen til Chorsu Bazaar, som vi oprindeligt havde aftalt.

Vores “slåskamp” med chaufføren skulle dog ikke stoppe her, for vi havde nemlig ikke nok lokale penge til at betale og vi havde kun store dollarsedler tilbage. Dem ville vi helst ikke til at skulle veksle til "usbekiske som" (usbekisk valuta), for vi kunne nok ikke nå at bruge dem på næste etape. Vi havde blandet nogle kazakhstanske, usbekiske og amerikanske penge, som egentlig oversteg de 20 dollars, men det var vores ikke-engelsktalende-halvsure-chauffør ikke interesseret i. Efter længere tids diskussion var heldet dog med N. Han mødte en venlig turistguide, som hjalp med at få vekslet om, og så blev taxaen betalt og vi satte kursen mod Hotel Usbekistan - 4. checkpoint på rejsen.


Fra Chorsu Bazaar løb vi hastigt mod metroen og fangede det første tog. Med kun et enkelt skift undervejs, løb vi op af undergrunden og direkte ind på hotellet. Vi ankom denne gang til hotellet som det andet par, kun slået af Kim og Carsten. Ikke længere sidst, men dog var vi kommet længere bagud samlet, idet drengene var hele seks timer foran os.


Dagene i Tasjkent var lidt specielle, da S her rundede sine tredive somre. Så ud over en gåtur i snevejr, en gratis rundvisning på et lille voksmuseum med Usbekisk historiefortælling og en løbetur ud til Chorsu Bazaar, hvor N fik smagt hestekød, så blev S’s fødselsdag også fejret. Overraskelseskage fra tjenerne på hotellet aftenen før den store dag og selve dagen stod på vækning med fødselsdagssang af N, som også havde dækket op med morgenmad og pyntet med hjemmelavede danske flag, i det lille sofaarrangement på værelset. Timerne blev også brugt på afslappelse og et varmt karbad, inden afrejse videre mod femte checkpoint samme aften.



Der er ingen tvivl om at vores togrejse gennem Kasakhstan og Usbekistan er et af de øjeblikke der rangerer højt på vores liste over smukke og givende oplevelser på vores rejse. Den Kasakhstanske dame i toget, der på så fin en måde afspejlede en bestemt kultur og måske et helt folkefærd, ramte vores hjerter med hendes smilende guldtænder og fantastiske hjertevarme


...


Vi vil også gerne lige komme med en lille kommentar omkring det at være med til “at lave fjernsyn”. Vi kommer ikke til at nævne noget omkring nogle af de processer og de personer som har været med. Men der er garanteret nogle af jer derude, der har tænkt over hvordan det har været, at være med i sådan et program. Når vi sidder og ser tilbage her i tiden efter, og det hele er kommet lidt på afstand, sidder vi begge med en følelse af, at vi ville gøre det hele igen - selvom det ikke altid var lige nemt.


I løbet af 4. etape, nåede vi faktisk ud til et punkt, hvor S kortvarigt ikke havde lyst til at være med mere. Det handlede ikke om problemer imellem os selv, men om det pres vi mærkede af at have et kamera i nakken, stort set hele tiden hver dag. Vi er begge nogle meget umiddelbare personer, der taler om det der falder os ind og som ikke altid lige får tænkt det helt til ende, før vi går i gang. Det var bare ikke altid helt hensigtsmæssigt, da der skulle produceres et tv-program på baggrund af vores samtaler. Det skabte en situation med et crew på den ene side der var afhængige af os, for at kunne lave et godt tv-program, og os på den anden side, der godt var klar over, at vi var heldige med, at være blevet givet chancen for at udvikle os sammen på dette eventyr, så vi var jo sådan set alle afhængige af hinanden.

Her halvvejs mod Singapore var det bare meget naturligt for os, også at snakke om alle processerne bagved og de ting vi lærte omkring sådan et stort projekt, fordi det fyldte meget i løbet af 4. etape. Det skabte lidt frustrationer, men vi var heldigvis rigtig gode til at være der for hinanden og huske på hvorfor det var vi var taget afsted. Vi fandt tilbage til vores personlige motivation og blev bedre til at vente med at tale om de ikke så “tv-venlige” ting, til når kameraet var slukket og være mere tilstede i de situationer vi stod i.


Men der er ingen tvivl om, at det at være med i sådan et projekt, til tider kan være en meget intens oplevelse. Det skulle vi også lige lære at være en del af og heldigvis blev vi bedre til det undervejs, hvilket indtil videre har kastet fire fantastiske programmer af sig. Vi glæder os helt vildt til at se de kommende afsnit, og se hvordan vores rejse bliver skitseret. Vi glæder os også rigtig meget til at følge med i de andre pars rejser, for nej vi har nemlig heller ikke fået lov til at se længere end jer ...