ETAPE 5 Røde kinder og kuldegys

Fødselsdagssang, morgenmad og hygge på værelset - sådan begyndte vi dagen inden vi gjorde os klar til at drage mod 5. checkpoint. Næste stop hed Kina, nærmere bestemt Chengdu - sikke en 30 års fødselsdagsgave!! Vi var sikre på at det ville blive en lang men også meget interessant rejse!!!


Fotokredit Strong Productions


Vi blev hurtigt enige om, at første mål for etapen måtte være at passere grænsen til Kasakhstan. Vores håb var at finde et tog eller en bus, der over natten kunne køre os til Almaty. I Almaty havde vi nemlig planer om at tjene lidt penge på en lokal pub. Vi tog det ganske roligt og valgte at tage metroen til banegården i Tasjkent frem for en taxa. På billetkontoret var der kø, men vi var stadig ganske rolige, for vi havde en klar tro på, at der måtte gå et tog mod Almaty eller som minimum til Shymkent i Kazakhstan. Men det skulle vise sig at vi havde været lige optimistiske nok, så da vi pludselig fandt ud af, at der ikke gik nogle toge før dagen efter, skulle vi til at have noget fart på. Ud til taxaerne og igang med at forhandle en god pris på plads - lettere sagt end gjort! Til sidst fandt vi en chauffør, der ville køre os til den kasakhstanske grænse, for de resterende "usbekiske sum" vi havde tilbage. Efter en lille times tid, stod vi ved grænsen i bælgmørke med en masse andre mennesker, der skulle samme vej som os. Vi kom heldigvis nogenlunde hurtigt igennem grænseovergangen. På den kasakhstanske side, blev vi nærmest “overfaldet” af taxachauffører der råbte og “sloges” om at få fingrene i os “turister”. For ikke at ryge i en oplagt turistfælde og skulle betale overpris til den første og den bedste, valgte vi i stedet at gå op på hovedvejen, i håb om at finde en billigere taxa der kunne køre os til Shymkent. Det skulle vise sig at være god ide, for vi endte med et gratis privat lift til banegården i Shymkent. Da vi ankom skyndte vi os ind på billetkontoret, i håb om at vi kunne nå et nattog til Almaty, der stadig lå 685 km foran os, men desværre forgæves - der var ingen togafgange før morgenen efter. Vi gik derfor udenfor og gjorde status på vores situation. Vi var egentlig ikke kommet særlig langt.... Vi havde brugt fem timer på at bevæge os 130 km, en tur der burde have taget to timer. Hvis vi havde været lidt hurtigere ude af startblokken og bare taget en taxa hele vejen, havde vi måske nået videre mod Almaty, allerede samme aften. Havde vi tænkt os om, havde vi også husket at det jo rent faktisk var ret billigt med taxa her i Centralasien, men bagklogskab kunne vi ikke bruge til noget, så i stedet gik vi hen til den nærliggende kiosk, for at købe lidt nudler vi kunne spise til aftensmad.


Fotokredit Strong Productions


Ved kiosken faldt vi i snak med ejeren, hvis søstre pludselig kom forbi og hilste. Der var ingen af dem der talte engelsk, men med kropssprog og fagter fik S snakket og koordineret, hvilket resulterede i, at de tilbød os at vi kunne sove hos dem til en meget billigere pris, end hvis vi skulle på hotel. Igen synes heldet at tilsmile os, og med den ene af søstrene som vejviser, fulgte vi glade med. Lidt op ad hovedgaden og så ind mod nogle lejlighedskomplekser. Pludselig blev glæden dog afløst af en smule utryghed. Vi følte at vi gennemlevede virkelighedens bud, på nogle af de mest uhyggelige scener fra Harry Potter filmene. Hvad der startede ud med at virke som en god ide, syntes pludselig mere usikker. Der var mørkt og der kom ikke meget lys ud fra lejlighederne. Vi gik forbi en legeplads, hvor gyngerne syntes at gynge af sig selv og det føltes som, da Harry Potter sidder og venter på natbussen, i ´Harry Potter og Fangen Fra Azkaban`. Forbi legepladsen og videre hen mod lejlighedsblokken, hvor en tung ståldør blev åbnet. Inde i opgangen fandt den gamle dame sin ældre Nokia mobil frem for at tænde lommelygten, idet der ikke var noget lys i opgangen. Med rystende hænder og støttende sig op ad gelænderet, gik hun langsomt op mod 5. sal hvor lejligheden lå. Der var ingen kommunikation, andet end damen der pegede rundt i lejligheden og med følelsen af vi blev vist rundt af Bathilda Bagshot / Nagini, fra ´Harry Potter og Dødsregialerne`, fik vi givet et høfligt tak, men nej tak til den gamle dame, og skyndte os derefter ned fra 5. sal og tilbage ud til hovedgaden og gadelygterne. Her lå der et hotel på den anden side, som vi gik over til og vi fik lov til kun at betale for 12-timer, hvilket betød at vi fik det til stort set samme pris, som vi skulle have betalt for Harry-Potter-gyser-lejligheden. Så alt i alt en god beslutning fra vores side - det blev ikke dyrt trods vi valgte et hotel - og vi havde et trygt og rent sted at overnatte og tilbringe de sidste timer af S’s fødselsdag.


Den næste morgen tog vi bussen mod centrum for at veksle penge til togbilletterne. Med valutaen i hus, tog vi os en varm kop morgenkaffe og et par croissanter på en hyggelig kaffebar, imens vi ventede på bussen retur mod stationen. Vejret var fantastisk, med store langsomt faldende snefnug og selvom det var pivkoldt, kunne vi ikke andet end at blive glade af det skønne vintervejr .. og de søde kasakhere der gerne ville have taget billeder med os 'turister'.


Fotokredit Strong Productions


Efter en kort bustur tilbage til banegården, fik vi styr på togbilletterne og satte kursen mod Almaty, hvor vi havde planlagt en rejsefri periode. Her ville vi rigtig gerne se det Kazakhstanske skiområde Chimbulak og samtidig havde vi fået mulighed for at tjene lidt penge på en lokal pub. Timerne i Chimbulak var fantastiske!! Efter en bustur og to kabinelifter op i bjergene, stod vi pludselig midt i et smukt snelandskab med røde kinder og solen der indimellem strålede igennem det bløde skydække. Vi blev mindet om vores dejlige stunder på ski sammen, og med en varm kop glögg og en omgang fritter, på toppen af Chimbulak, sad vi med den vildeste skiferie-følelse og nød livet!


Fotokredit Strong Productions


Efter nogle skønne timer i sne-paradiset, tog vi ned til byen igen med kursen sat mod pubben, hvor vi skulle arbejde. Denne gang en af de lidt anderledes og skæve oplevelser. Der var nærmest ingen gæster på pubben da vi ankom, og til en start virkede det svært for personalet at finde på arbejde til os. Vi startede i køkkenet, hvor chefkokken lærte os at vaske, skrælle og skære kartoshka (kartofler). Senere blev S introduceret for tjener-funktionen og gik i gang med at at servere de retter, der var bestilt af den meget beskedne mængde gæster. Imens blev N oplært af kokken, i at tilberede og stege bøffer, selvom det efter N’s vurdering, nok burde have været omvendt. Efter køkkentjanserne blev vi sendt bag baren, hvor primært øller og whisky blev langet over disken. Især to kunder kunne vi jævnligt betjene. En venlig og snakkesalig herre, der blev ved med blot lige, at skulle bestille “en sidste øl”, da han jo trods alt skulle på job i morgen, nåede alligevel op på en 7-8 fadøl, og en livlig og smilende kvinde, der bestemt nød selskabet og personalet, drak tæt på en halv flaske whisky. Så lidt havde vi da at se til … og generelt var der ingen tvivl om, hvem der var populær i disse rammer - for lige så stor succes S havde haft i bageriet i Tbilisi, under konkurrencen med uddeling af smagsprøver, lige så stor succes havde N her på pubben. De kvindelige gæster råbte gang på gang efter N, “Nicolaj, Nicolaj“, for det var ham de ønskede at blive betjent af og da arbejdsdagen var omme havde N da også scoret sig drikkepenge svarende til to timers arbejde.



Værd at nævne er Alexandra, som var vores arbejdsgiver denne aften. En ung pige på 19 år, der grundet sin fars (pubbens ejer) manglende engelskkundskaber tog sig af os denne aften. Hendes drive, arbejdslyst og modenhed kunne være en inspiration for mange danske 19-årige. Hun var ambitiøs og udover at være med-driver af en stor pub, var hun også i gang med at lære spansk, for at udvide hendes sprogkundskaber, hvilket hun ønskede at bruge til at kunne rejse ud i verden og ligesom os blive klogere på nye kulturer og mennesker.


Udover endnu en god oplevelse og en god omgang drikkepenge, var vi også så heldige, at en af de ansatte kendte en taxachauffør. Han ville gerne køre os afsted til Zharkent, byen tæt på grænsen til Kina, for lokal takst, den næste morgen kl. 5:00. Så efter en god nattesøvn stod vi tidligt op for at tage en “lille” taxatur på omtrent 3,5 time. Vi passerede grænsen til Kina senere på dagen - og lidt sjov info her er at vi undervejs i grænseovergangen viste vores pas omkring 15-20 gange. Efter at have passeret grænsen drønede vi med et nattog videre gennem Gobi ørkenen med kurs mod Jiayuguan, hvor vores Kina-eventyr reelt set først startede.


Da vi ankom til Jiayuguan blev vores rejse for alvor ramt af dårlig timing - der var mangel på transportmuligheder, udsolgte togbilletter og en god portion blandede følelser. Vi stod med to meget forskellige scenarier. Vi kunne vælge at fokusere på konkurrencen og satse på at komme med først mulige tog videre gennem Kina eller vi kunne vælge at fokusere på oplevelser og i stedet holde et længere stop på omkring 26 timer.


Fotokredit Strong Productions


Med den sidste mulighed ville vi have tid til, at gå på opdagelse i byen og tage ud og besøge Den Kinesiske Mur, men det ville højst sandsynligt komme til at koste os dyrt i konkurrencen. Vi blev begge presset på fornuft og følelser. N havde tidligere sagt, at et besøg på Den Kinesiske Mur, var hans højeste ønske, hvis det blev aktuelt. Men pludselig var det i tankerne, at et fravalg af muren kunne blive aktuelt, for ikke at komme endnu længere bagud i konkurrencen. Det var forfærdeligt for os begge, at mærke hvordan konkurrencen påvirkede især N, når vi egentlig begge fra start af havde gjort det helt klart, at vi først og fremmest var med, for at komme tættere sammen som par gennem fælles oplevelser og ikke for at konkurrencens skyld. Efter en længere snak om scenarier og prioriteringer, fik S mindet N om hans drøm om Den Kinesiske Mur og vi fik truffet det rigtige, men svære valg om at prioritere hinanden og oplevelserne over konkurrencen. ...Det er svært at forklare, hvorfor det kan være et svært valg at tilvælge tid til hinanden og oplevelser, men rammerne og omstændighederne skaber et pres, som er svært at forudse og håndtere... Heldigvis var vi gode til at bruge fornuften og vi blev derfor enige om at holde et længere stop og få oplevelserne med fra Jiayuguan - og den beslutning fortryder vi ikke den dag i dag!


Den næste morgen fik vi lavet en god deal med en taxachauffør, som vi betalte omkring 150 kroner, for at han var til rådighed for os hele formiddagen. Vi startede derfor ud med at køre til Den Kinesiske Mur, som ligger i udkanten af Jiayuguan og er den vestligste del af muren. Vi var pakket ind fra top til tå med uldtøj, dunjakker, huer og handsker, da temperaturen bød på omtrent -6 graders kulde. Den morgen var der ingen turister på besøg på muren, ud over os selv og en enkelt kineser, som var afsted på forretningsrejse. Om det var grundet kulden eller måske det at vi var uden for sæson, ja det ved vi faktisk ikke, men følelsen af at stå alene på muren, med den klare luft omkring os og den smukke udsigt over byen og bjergkæderne, fik os til at mærke en tilfredsstillende fornemmelse igennem kroppen - ren kuldegys på den gode måde. Her var nemlig tid og ro til at være til stede og fordybe sig i nuet.


Fotokredit Strong Productions


Efter vores besøg på muren, fik vi vores private taxamand til at køre os til Jiayuguan fortet. Et fort som også er en del af Den Kinesiske Mur og som engang var et vigtigt pas og samlingssted for kulturer på den gamle Silkevej. Det var et sted, hvor vi også tydeligt kunne mærke den storhed der engang havde huseret i området - en hel speciel og særlig fornemmelse - og for os dejligt at få lov til at se forskellige dele af muren og de gamle historiske konstruktioner.



Efter en meget kold gåtur rundt på det overvældende fort, kørte vi med vores taxamand retur til byen. Her gjorde vi et lille stop på togstationen, så vi kunne få styr på togbilletterne til senere på aftenen, hvor rejsen skulle fortsætte via Lanzhou og videre mod 5. checkpoint, Chengdu. Da billetterne var i hus, blev vi kørt retur til hotellet, hvorfra vi gik afsted på en af vores mange byvandringer, hvor vi igen lod vores intuition vise vej. Vi gik først ned af en stor gade med mange butikker, hvor vi blandt andet tog forbi et stort og flot moderne supermarked. Her fik vi købt lidt ind til vores kommende rejse videre. Efterfølgende kom vi forbi et lokalt gademarked og vi fik for første gang et godt indblik i kinesernes hverdag. På gademarkedet var der passager med børn, voksne og ældre mennesker, som var i gang med deres daglige gøremål og indkøb i de små “opsætninger”.


Fotokredit Strong Productions


Markedet var fyldt med alt fra frugt og grønt til brød og kød og standene var tildækkede med plader, presseninger og tæpper som beskyttelse for kulden. Hen på aftenen måtte vi da også selv søge ind i varmen - og ned af en gade blændende af kinesiske lysskilte fandt vi en lille bar, hvor vi satte os ind for at få varmen og nyde en lokal øl - eller nærmere to. Efter en tiltrængt lille pause og da varmen igen var tilbage i kroppen, drog vi mod stationen hvorfra rejsen gik mod Chengdu.



På stationen i Jiayuguan mødte vi Claus og Marco, som havde planlagt på samme afgang som os. Efter 1600 km’s togrejser igennem det kinesiske landskab, ankom vi alle med toget i Chengdu, hvor kapløbet om at komme først til hotellet startede.

På stationen løb vi direkte mod taxa-holdepladserne, hvor vi nåede frem kort før Claus og Marco. Der stod kun 3-4 mennesker imellem os i køen, men vi havde trods alt et lille forspring. Taxaerne kom ind 10-20 stk. af gangen fordelt på to køer, hvorefter de alle blev fyldt op. Vi var så heldige at komme med en af de to forreste taxaer, så vi fik et lille forspring til pre-checkpointet, idet vores taxa kunne køre afsted med det samme.


Ved pre-checkpointet mødte vi en af de få kinesere, der var meget veltalende i engelsk. Med hendes hjælp fandt vi ud af, at vi blot skulle med en enkelt bus, før vi kunne klare den sidste del mod checkpointet til fods. Vi kom med en bus uden at have set mere til Claus og Marco, så i håbet om at de ikke havde fundet en hurtigere vej end os, kørte vi mod vores busstoppested. Da vi steg af bussen, skyndte vi os at spørge nogle lokale om hjælp og vi blev peget i retning af nogle højhuse. Vi løb afsted mod de tydelige retningspunkter, men valgte alligevel at stoppe op halvvejs, hvor vi tog kontakt til nogle piger for at få bekræftet, at vi var på rette vej. Dette var en god ide, for selvom vi brugte noget tid sammen med pigerne, fandt vi ud af vi ikke skulle hen til højhusene, men at vi faktisk stod klods op af vores hotel og dermed 5. checkpoint. Vi valgte derfor den mest direkte vej, som var igennem nogle små gader og en enkelt restaurant, hvorfra vi kunne løbe ind af bagindgangen til hotellet og checke ind som det andet par. I receptionen sad Kim og Carsten nemlig klar til at tage imod os, men de var samtidig også selv klar til at skulle afsted mod 6. checkpoint. Vi var lidt splittede i følelserne på dette tidspunkt. På den ene side havde vi en rus i kroppen over at have “slået” Claus og Marco i en slutspurt. På den anden side var det ikke helt lige så fedt at være et døgn efter Kim og Carsten. Men vi vidste godt at vi havde haft en skidt etape hvad angik timing i vores transportmidler, så vi havde forventet at være bagud og vi prøvede derfor at glæde os over stadig at være nummer to i konkurrencen. Vi ønskede Kim og Carsten god tur og så frem til at kunne slappe lidt af i Chengdu efter en lang etape.



Vi boede i Chengdu Courtyard, hvilket var et utroligt charmerende sted at bo. Hele området bestod af en masse små gårdspladser, med flotte haver og vandløb. Alle gårdspladserne var omkranset af forskellige bygninger, i gammeldags tempel-lignende stil, der fik os sådan til at tænke på samuraier og 'Disneys Mulan'. Selve Chengdu Courtyard er en del af Den Gamle By og ligger centralt placeret, omkranset af højhusene fra den moderne millionby. Vi nød blandt andet vores pause ved at gå en lille tur på opdagelse rundt i de omkringliggende hyggelige gader. Desuden havde vi også tid til at besøge Chengdu`s berømte Panda Zoo. Det er den Panda Zoo, hvorfra vi har fået de to pandaer der er til låns i Københavns Zoologiske Have.



5. etape udfordrede os for alvor på fornuft og drømme i forhold til konkurrencen. Vi lærte hvor vigtigt det er, at vi lytter til hinanden og taler sammen om de beslutninger vi træffer. Især N fik lært vigtigheden i at huske på drømmene, se mulighederne foran sig og ikke kun lade sig styre af konkurrencen. Tiden i Jiayuguan gav os nogle fantastiske oplevelser, som vi ikke ville have været foruden, selvom vi kom langt bagud i konkurrencen. Vores store afstand op til Kim og Carsten, gjorde rent faktisk, at vi nu i højere grad havde en følelse af, at vi kunne fokusere på selve oplevelserne. Førstepladsen syntes nemlig så langt væk, at det måtte være op til tilfældigheder og held, hvis vi skulle indhente tid på Kim og Carsten. Vi kunne altid fokusere på konkurrencen senere, hvis det skulle blive nødvendigt i forhold til elimineringer eller aktuelt hvis vi skulle få indhentet tid på drengene.

God læselyst

Nicolaj og Stephanie 

offlinetravelling@gmail.com

  • Sort Instagram Icon
  • Sort Facebook ikon