ETAPE 6 Eufori i Guiyang og en kæp i øret i Hanoi

Den følelse vi stod med efter 5. etape, hvor Kim og Carsten var 24-timer foran os, varede ikke længe.. Det med at vi skulle lægge konkurrencen på hylden, når vi alligevel var så lang tid bagud, varede kun indtil vi åbnede konvolutten for at finde vores destination for 6. etape. En lille by i Vietnam, lidt uden for Hanoi ved navn Ninh Binh var målet - og sammen med navnet på næste checkpoint, fik vi også den nervepirrende besked om, at sidst ankomne par til Ninh Binh ville blive elimineret. Det vendte op og ned på det hele - for vi var ret enige om at målet for os hed Singapore, så nu måtte konkurrencen alligevel prioriteres. 


Fotokredit Strong production


Kim og Carsten var taget afsted mod Ninh Binh hele 24 timer før os, så vores fokus var ikke at indhente drengene, men i stedet skabe afstand og forhåbentligt komme på et tog eller en bus før Claus og Marco, som måtte rejse afsted fra Chengdu 15 minutter efter os.


Med følelsen af at Claus og Marco åndede os i nakken, skyndte vi os ud for at praje en taxa til togstationen. Vi håbede på at finde et tog, der kunne tage os langt sydpå i Kina - men den mulighed kørte lige for næsen af os. I stedet måtte vi prøve at finde alternativer, hvis ikke vi ville vente med et tog til dagen efter. Imens vi undersøgte vores andre muligheder, var Claus og Marco også ankommet til billetkontoret og de var godt igang med at få hjælp ved en anden skranke. Vi var langt fra at kunne træffe en beslutning, da vi pludselig så far og søn i løb ud af billetkontoret….. STRESS!!  - Havde de mon fundet et tog vi ikke havde set? Havde det afgang nu? Hvad var det de skyndte sig sådan efter, som vi ikke vidste…? Vi prøvede at bevare roen og selvom vi ikke kunne finde nogle afgange mod de helt sydlige byer, fandt vi en mulighed der føltes rigtig - Guiyang blev vores næste mål, en by med 3,5 millioner mennesker, 650 km sydøst for Chengdu. Selvom kursen ikke hed stik syd, var det trods alt en afgang inden for en time og en togrejse der kunne bringe os tættere på grænsen til Vietnam. Vi skyndte os mod perronen og idet vi løb afsted, så vi Claus og Marco løbe retur til billetkontoret. De havde nok ikke fundet det, de var løbet afsted efter, så nu var vores største bekymring, hvorvidt de ville finde samme afgang som os, og om de kunne nå at købe billetter.

Da vi steg ombord på toget fandt S vores pladser, imens N skiftevis stod på perronen og i døren til toget, for at holde øje med om far og søn kom ned af trapperne for at tage samme tog. Heldigvis hoppede de ikke ombord - og selvom vi var uvidende om hvorvidt vores løsning var den bedste, havde vi det rart med at være på egen hånd, for så kunne vi i det mindste få lov til at nyde denne etape alene sammen, hvis det skulle vise sig at blive vores sidste. 



Vi ankom med toget i Guiyang sent om aftenen og fandt et forholdsvis billigt og samtidig ret moderne sted at overnatte - et hotelværelse på 16. etage med udsigt ud over den “mindre” millionby. Vi valgte at tage en rejsefri periode i Guiyang og drog tidligt den næste morgen på udflugt for at besøge Qianlingshan Park, kendt for dens smukke bjerge og vilde aber.


Det vi troede skulle være en rolig morgenudflugt i naturskønne omgivelser, kun med lyden fra junglens træer, skulle vise sig at blive noget helt andet end forventet, men kun til den positive side. Vi fik nemlig den nok mest overvældende og givende oplevelse på hele vores rejse netop denne morgen. 



Da vi ankom til parken undrede vi os over, at så mange kinesere også havde besluttet sig for at besøge parken klokken otte en søndag morgen - for vi var bestemt ikke alene. Idet vi bevægede os ind i parken, gik det stille og roligt op for os, at de mange mennesker ikke blot var her for at gå en morgentur - de havde nogle helt andre formål med deres besøg. Parken var nemlig ikke kun et sted med natur og grønne omgivelser, den var et samlingspunkt for de lokale. Et sted der fra morgenstunden efterhånden blev fyldt og som blomstrede op af mennesker. Smukke, glade, smilende og kærlige kinesere - mænd som kvinder, børn som ældre, der hver for sig eller i større grupper dannede scener af musik, sang og motion. På de små stier mellem træerne blev der udøvet Tai chi, imens andre sad og mediterede eller “opvarmede” deres stemmer med sang og vokaløvelser. Langs floden ved de stejle bakker blev der gået aktivt motionsgang og på de større pladser var der forsamlinger af folk, der udøvede alt fra morgengymnastik, udspændingsøvelser og dans, til dueller i blandt andet badminton. Vi gik nysgerrigt rundt imellem de mange kinesere, overvældede og fyldt af glæde. Vi dansede, dyrkede gymnastik og spillede badminton med de lokale. Vi var havnet midt i den kinesiske kultur. Det her var uden tvivl en oplevelse vi ikke havde forventet, en oplevelse så meget ud over det sædvanlige, så langt væk fra vores egen hverdag og en oplevelse vi har svært ved at sætte de rigtige ord på den dag idag. 



Hvis nogen på forhånd havde spurgt os om, hvad vores største ønske var at opleve på rejsen, havde vi ikke kunne beskrive en specifik situation eller et specifikt sted. Vores største ønske var at opleve den der helt specielle følelse af lykke i en situation hvor alt bare går op i en højere enhed, som ikke kan forudsiges eller planlægges - og det var lige præcis den følelse vi stod med her. Det her var og er fortsat vores rejses største oplevelse og vi er så taknemmelige for, at vi fik denne oplevelse med os - TAK! Med en fantastisk sitrende følelse i kroppen og uden egentlig lyst til at forlade dette skønne sted, måtte vi alligevel sætte kursen tilbage mod hotellet og Guiyangs banegård, efter nogle fantastiske morgentimer. Vi havde nemlig købt togbilletter, der skulle føre os videre mod Kunming. Inden togafgang ville vi dog gerne have vekslet lidt penge - mest for at være på den sikre side ift., at have penge nok til at komme hurtigt videre fra Kunming, hvis der skulle gå et tog eller en bus tæt på vores ankomsttid.

Dette var dog lettere sagt end gjort! Vi besøgte intet mindre end fem forskellige kinesiske banker, før vi til sidst fandt ud af at det var en blindgyde for os at få vekslet penge. I stedet var vi efterhånden begyndt at få lidt travlt, hvis vi skulle nå vores tog. Vi fik derfor prajet en taxa tilbage til hotellet, hvor vi fik hentet vores rygsække. I et sidste forsøg på at få vekslet penge, gik vi ind på de nærliggende hoteller, men igen uden held. ØV! S fik dog en spontan ide og gik ind forbi en lille lokal købmand og her var heldet med os. Hvad bankerne og hotellerne ikke kunne/måtte/ville, det ville og gjorde den søde lokale købmand. Så med kinesisk valuta på lommen, satte vi kursen mod banegården og vores togafgang.

På perronen fik vi os en noget usædvanlig oplevelse. En lille pige der sammen med sin far også ventede på toget, kunne nemlig ikke holde sig tilbage. Og skal man, så skal man - også i Kina. Så med far på hug og datteren siddende i hans arme, fik hun klaret hvad der skulle klares, midt på perronen til stor forbavselse for tilsyneladende kun os. Far fik dog tørret hurtigt op efter sin datter og hvad der lignede en indøvet eksercits, tog da heller ikke mere en et par minutter, fra da bukserne røg af, til der igen var ingen eller næsten ingen spor fra den overståede hændelse. Oplevelsen fjernede absolut alt stress fra os og lidt paf gik vi ombord på toget. I toget var vi blevet fortalt, at der fra Kunming ikke gik nogle toge mod den vietnamesiske grænse, så i stedet satte vi kursen mod busterminalen. Kunming der er det erhvervsmæssige og kulturelle centrum i Yunnan provinsen, er en storby med knap 9 millioner mennesker, hvis man tæller forstæderne med. Derfor tog turen fra banegården til busterminalen da også næsten en time med metro. Da vi ankom var der en busafgang med det samme, som vi kun lige akkurat nåede at købe billetter til. Det var derfor rigtig godt at vi havde fået vekslet penge i Guiyang, for nu kunne vi komme hurtigt videre og næste stop hed Gejiu.


Undervejs blev vi ramt af et trafikuheld, der lammede trafikken og vi blev efterhånden lidt stressede over at holde stille, når tanken om en eliminering samtidig sad i baghovedet. Heldigvis kom vi videre efter et par timer og vi ankom til Gejiu sent om aftenen, hvor vi, trods lidt besvær, fandt et fint sted at overnatte. Planen herfra var, at tage en taxa tidligt næste morgen det sidste stykke mod grænsen - for ligesom på anden etape valgte vi at prioritere hastighed over penge, som følge af den mulige eliminering.

Køreturen ned gennem det sydlige Kina, var en fantastisk smuk tur. Landskabet er en forlængelse af det smukke nordvietnam og grænseovergangen ved Hekou / Lao Cai var udentvivl vores flotteste grænseovergang hidtil. Den “Røde flod” agerede den fysiske landegrænse og vi gik derfor fra Kina til Vietnam ved at krydse en bro - det var sgu lidt specielt at stå der midt i ingenmandsland og se vandet løbe under sig.


I Vietnam var det pludselig igen blevet nemt at veksle penge. Det kunne vi gøre på et stort hotel lige ved grænsen, hvor vi også spurgte om råd til at komme til Hanoi. Receptionisten pegede over på en lille butik på den anden side af gaden, så der gik vi hen. Der købte vi billetter og kort efter blev vi hentet af en minibus. Vi troede at det var den vi skulle køre med til Hanoi, men det var dog kun en 'transfer' til busterminalen. Her skiftede vi bus og vores fire timer mod Hanoi skulle vise sig at blive på 1. klasse i en VIP-bus. På busterminalen var der sågar et venteområde med gratis mad, kage, frugt og kaffe. Vi nød godt af vores inkluderede gratis mad og nød endnu mere den bus der ventede os. En stor luksus bus, med plads til kun 12 personer. Sæderne var skiftet ud med private kabiner i to etager, så det var muligt at ligge ned og nyde køreturen og udsigten. Der var ligeledes en fladskærm til hver og naturligvis et ganske fint toilet også. Det bedste ved det hele var at det ikke engang havde været særligt dyrt. Så vores heldige og tilfældige billetkøb nød vi til fulde, og vi aftalte at det ikke skulle være sidste gang vi kørte med VIP-bus.



Hanoi var vores næste destination. Her havde vi besluttet os for at tage en rejsefri periode og samtidig arbejde for at tjene lidt penge. Hvis vi ikke røg ud, var det jo stadig vigtigt at have penge nok til at komme hele vejen til Singapore og til forhåbentligt kunne jagte Kim og Carsten på de to sidste etaper. Vi checkede ind på et hyggeligt hostel, midt i den gamle bydel, hvor vi blev indlogeret på et couples-dorm.



Vi brugte aftenen på at gå rundt og nyde den vilde stemning og vi fandt et billigt gadekøkken, hvor vi fik lækker mad. Maden blev suppleret af tre lokale flaskeøl til hver, så stemningen blev helt afslappet og nærmest lidt løssluppen. Vi hyggede os virkelig og havde følelsen af, at vi ikke skulle bekymre os for meget om penge lige den aften. Vi gik derfor videre for at finde et sted at få en kop aftenkaffe til S og en øl mere til N, inden vi skulle i seng for at være klar til arbejde dagen efter. Det blev på en vandpibecafé tæt ved vores hostel. Her mødte vi to fantastiske unge gutter fra Østrig, som vi tilbragte resten af aftenen / natten med. De var så overvældede over at høre om vores rejse og hele projektet, så hvad vi troede skulle have været et kort stop inden sengetid, endte med at blive til endnu flere øl og to gange vandpiber. Ved midnat lukkede cafeen og skodder blev trukket ned for døre og vinduer - men vi fik lov til at fortsætte hyggen af cafeejeren og først kl. 02:30 kom vi i seng, godt berusede på god øl, vandpiber og en masse latter og godt humør. Tak til Sebastian og Philip for en fantastisk aften!


Den næste morgen fik vi et par skiver ristet toastbrød med syltetøj og peanutbutter, samt et par kopper kaffe på vores hostel, inden vi satte kursen mod vores arbejdsplads. S var noget tung i hovedet efter nattens strabadser - og da vi skulle op ad trapperne til 5. sal hvor vores arbejdsplads lå, var det en noget stakåndet S der tog plads. Heldigvis var vores arbejdsstation på en lækker tagterrasse med skygge og masser af frisk luft, så omgivelserne kunne vi ikke have ønsket os meget bedre. Her skulle vi lære at arbejde med naturfarve for en lille lokal tøj- og boligtilbehørsbutik. Arbejdet var i et helt andet tempo end vi havde oplevet i Italien, Georgien og Kazakhstan og det passede os helt perfekt. Foruden arbejdet med naturfarverne, skulle vi hjælpe lidt til med oprydning og rengøring på tagterrassen og “designe” et outfit på en mannequindukke. Vi havde to meget søde unge kvinder som kollegaer og de fortalte os en masse om landet, byen og de gamle traditioner som de forsøgte at føre videre gennem moderne versioner. 


Fotokredit Strong Productions


Efter vores arbejde havde vi stadig god tid til at få oplevet Hanoi, inden vi senere skulle sætte kursen mod Ninh Binh. Vi fik spist lidt lokalt Báhn Mì, nydt en god kop kaffe på en lille kaffebar og brugt et timer på byvandring. Vi kom forbi et gammelt jadetempel og vi så den gamle jernbane, der snor sig gennem gaderne og bygningerne. Livet og stemningen i Hanoi er meget travl og levende, men alligevel følte vi os overhovedet ikke stressede. Vi havde begge en følelse af, at vi havde fået så meget med fra rejsen, så hvis vores rejse skulle ende i Ninh Binh, måtte vi ikke blive for ærgerlige. For selvom vi ikke havde fået snakket så meget om vores fremtid og nogle af de svære emner, som vi egentlig gerne ville vende på turen, så havde vi fået oplevelser der bandt os endnu tættere sammen - vi følte at vi havde et godt udgangspunkt at kunne arbejde videre fra, uanset hvad.


Fotokredit Strong Productions

Efter et skønt døgn i Hanoi, satte vi kursen mod banegården, hvor vi ville undersøge om der gik nogle toge til Ninh Binh, alternativt kunne vi nok finde en taxa - det endte med at blive den sidste mulighed. Vi havde haft en fantastisk og afslappet dag og vi var begge ret afklarede med, at rejsen snart kunne ende, men vi havde selvfølgelig stadig mest at alt lyst til, at blive i konkurrencen og fortsætte hele vejen til Singapore. Roen blev indledningsvist ikke påvirket så meget da vi satte os ind i taxaen, men efter en halv time, hvor vi stadig holdt i kø i Hanoi, begyndte stressen igen at melde sin ankomst!

Det tog os over en time bare at komme ud af Hanoi og vi havde regnet med at det i alt ikke skulle tage mere end maks halvanden time at nå til Ninh Binh. At vores taxa-chauffør ikke talte særlig godt engelsk, gjorde heller ikke vores tur nemmere. Han forklarede os at han var opvokset i Ninh Binh og at han kendte området ud og ind, men da det virkede til at være det eneste han kunne sige på engelsk og efter han havde sagt det 5-6 gange, uden for i øvrigt at kunne svare på vores andre spørgsmål, blev vi ærligt talt lidt nervøse for, om han havde styr på hvor vi skulle hen. Det blev ikke bedre af, at vi på motorvejen konstant kørte 10-20 km/t langsommere end fartgrænserne og at vores chauffør pludselig tog en afkørsel, på trods af at der på motorvejsskiltene stod at man skulle fortsætte ligeud mod Ninh Binh. Vi forsøgte forgæves at få ham til at forklare, hvor vi var på vej hen og det var ret kaotisk. Han stoppede op 3-4 gange for at kigge på kort og ringe til en kammerat og vi må nok indrømme at vi havde mistet lidt troen på at han anede hvor vi skulle hen.


Efter hvad der havde udviklet sig til en stressende tur, både for os og vores chauffør, ankom vi endelig til vores pre-checkpoint. Vi havde ikke andet i hovedet end at vi hurtigt skulle finde vores hotel, så vi nåede ikke at få sagt ordentligt farvel til vores taxa-chauffør og fik i virkeligheden nok også vrisset lidt af ham. Det var mørkt og det hele var kaotisk, og vi forstår godt hvis han har været forvirret. For med en stor kommunikationsbarriere var det svært at forklare, hvorfor vi havde så travlt.

Kunne vi tage tilbage og møde vores stakkels chauffør igen og så gjorde vi det! For vi skylder ham en god undskyldning - vores konkurrence stress gik nok lidt ud over ham og det er vi rigtig kede af. Han gjorde jo bare sit bedste for at få os til det rigtige sted og det lykkedes han jo heldigvis også med. 


Tilbage til slutspurten.... Midt ude i 'pretty-much' ingenting skulle vi finde Emeralda Resort, som var 6. checkpoint. Vi mødte heldigvis en enkelt person, som vi kunne spørge om vej. S havde samtidig på fornemmelsen af at hun havde set os køre forbi hotellet på vejen - så vi satte i løb. Pulsen op og sved på panden, fuldstændig ligesom alle de andre slutspurte vi havde været igennem. Selvom vi var helt alene og ikke løb om kap med nogle, var det svært ikke at skynde sig. Vi vidste jo godt at enten var de andre der allerede eller os var vi foran - om vi løb eller ej gjorde i virkeligheden ikke den store forskel. 


Da vi ankom til hotellet og så bogen i receptionen, gik der et sug igennem os. Vi åbnede forsigtigt ... og heldigvis var vi stadig med i konkurrencen! Vi var igen inde som det andet par, kun slået af Kim og Carsten og vi havde ovenikøbet halveret deres forspring, så vi nu “kun” var 12 timer bagud.

Sjette etape bød virkelig på lidt af hvert. Vi havde fået oplevelser for livet i Guiyang og turen fra Gejiu til og med Hanoi havde også været vidunderlig med den overvældende og fantastiske natur. Samtidig var det også første gang at vi på en etape, havde ladet os påvirke så meget af konkurrencen, at det direkte var gået ud over en sød og venlig taxa chauffør. Etapen havde virkelig fået det bedste og værste frem i os, men heldigvis 99% det bedste. I Vietnam valgte vi, at prioritere at opleve Hanoi's pulserende byliv - det fortryder vi ikke i et sekund i dag. Storbyen med de mange scootere var lige så vild og fantastisk, som vi var blevet fortalt. Næste gang vi besøger Vietnam, vil vi dog helt sikkert også bruge endnu mere tid i nordvietnam - for naturen og landskabet her var vanvittigt smukt og helt unik!



I Ninh Binh havde vi en dejlig pause, hvor vi igen fik lagt stressen fra konkurrencen bag os. Vi fik nydt de naturskønne omgivelser, til både en løbetur og en sejltur rundt i Van Long Wetland Naturreservat og vi havde også tid til også bare at få koblet helt fra og slappet af. Vi havde nogle gode øjeblikke med Kim og Carsten, som vi blandt andet fik spillet lidt minigolf med og sammen hjalp vi også med at få pyntet lidt op til jul på hotellet. Vi fik også hygget sammen alle fire par og vi fik sagt godt på gensyn til Josephine og Johanne, som desværre kom sidst i mål og dermed blev elimineret fra konkurrencen. 

God læselyst

Nicolaj og Stephanie 

offlinetravelling@gmail.com

  • Sort Instagram Icon
  • Sort Facebook ikon