ETAPE 7 Tid til fordybelse og de svære men vigtige snakke

Efter nogle dejlige dage i Ninh Binh og dens skønne natur, gik rejsen videre mod syvende og næstsidste checkpoint. Det var samtidig også det sidste checkpoint som vi jo ikke kendte på forhånd, så vi var meget spændte. Destinationen hed Koh Chang - en lille ø i Thailand. Vi glædede os til hvad der ventede os af oplevelser igennem Vietnam og Cambodia - begav os igen på farten og fortsatte vores eventyr!


Fotokredit Strong Productions

Da vi ankom til Ninh Binh efter sjette etape, ankom vi sent om aftenen. Derfor var klokken også mange, da vi igen 48 timer efter, skulle afsted på syvende etape. Sikkerhedsmæssige regler gjorde at vi ikke havde uanede mængder af tid til at finde transportmuligheder, hvorfor vi startede ud med at skulle træffe et svært valg. 'Skulle vi bruge vores tid på at forsøge at jagte en transport videre gennem Vietnam samme aften eller skulle vi i stedet bruge vores tid på at finde den billigste overnatningsmulighed og forsøge at komme tidligt afsted fra Ninh Binh den næste morgen?' På den seneste etape havde vi indhentet 12 timer på Kim og Carstens forspring, og med yderligere 12 timer igen og kun to etaper tilbage synes vi ingen anden mulighed end at gøre alt hvad der stod i vores magt til at jagte enhver mulighed for at komme videre fra Ninh Binh samme aften.


Det første vi gjorde var derfor at få receptionisten på hotellet til at bestille en taxa til os. Ventetiden på taxaen benyttede vi til at få undersøgt togafgange - men desværre til stor frustration! Der gik nemlig kun et tog og det gik lige akkurat for sent til at vi (grundet de sikkerhedsmæssige regler) kunne tage denne afgang. Det var desværre heller ikke muligt for os at nå tilbage mod Hanoi med en taxa og nå toget derfra.

Vi satte derfor kursen mod Ninh Binh busterminal, i håb om at finde en busafgang der kunne tage os lang sydpå gennem Vietnam. Da vi ankom til busterminalen skyndte S sig ud for at forhøre sig ad, imens N fik taxachaufføren til at vente med at køre, i tilfælde af S ikke kunne finde nogle busser - og det viste sig at være en god ide. De busser der var på busterminalen var nemlig kun lokale-ruter og billetkontoret var lukket og slukket for dagen. Taxa-chaufføren fortalte, at der lå en hovedvej tre kilometer væk, hvor alle de store busser fra Hanoi kørte forbi på vej sydpå. Vi satte derfor kursen mod hovedvejen og med kun tyve minutter igen var vi fremme og forsøgte at blaffe os til en bus. Der kørte faktisk en del busser forbi, men vores taxachauffør blev ved med at sige NO, NO, NO, når vi forsøgte at praje dem ind til siden. Vi blev i tvivl om, hvorvidt han havde forstået, hvor vigtigt det var for os at komme på en bus inden for en hvis tidsgrænse ... men pludselig med under fem minutter tilbage råbte han pludselig YES, YES, YES! Vi viftede febrilsk med armene og krydsede fingrene for at vi havde fundet vores vej ud af byen. Taxachafføren hjalp os med at stoppe bussen og det viste sig at vi med denne bus kunne rejse over natten og komme helt til Da Nang som ligger midt i Vietnam. Uden viden (og bekymring) om pris hoppede vi ombord, for der var lige akkurat plads til os. Heldet var med os - endnu engang!! Det var ovenikøbet en sovebus, dog ikke lige så lækker som vores VIP-bus mod Hanio, men hvad pokker - vi var på farten og kunne holde fast i vores afstand til Kim og Carsten, SÅDAN!


Fotokredit Strong Productions


.. i virvaret og begejstring over at have fundet bussen ud af Ninh Binh glemmer vi vores kamera på bagsædet af taxaen. Lige inden dørene til bussen lukker kommer vores taxachauffør, løbende, råbende og med kameraet i strakt arm, hen mod bussen. Vi bliver helt chokeret over at have kunnet glemme kameraet! Alle vores minder, alle vores fine fine billeder. Vi får vores kamera igen og bussen kører afsted. TAK !! Den mand var så godhjertet og vores helt denne aften !!



I bussen blev vi placeret bagerst, hvor der lige akkurat var pladser til os og undervejs til Da Nang fik vi os en oplevelse, som vi aldrig havde regnet med at få. Lige så forbavsede vi blev over pigen, der benyttede togperronen i Kina som toilet, lige så forbavsede blev vi efter en af bussens små pauser. En ung Vietnamesisk soldat, som lå på en af rækkerne ved siden af os, havde nemlig set sit snit til at “tage hånd” om sig selv når nu bussen alligevel var tømt. Under sit tæppe, var han nemlig i gang med at rykke i banditten, da vi steg ombord på bussen igen - og det at vi steg på igen forhindrede ham ikke i at gøre arbejdet færdigt. Helt absurd og surrealistisk !! Især N holdte et skarpt øje med ham resten af den bustur. Ja, vi oplevede lidt af hvert på vores rejse - og det er vist godt at have et åbent sind, og ikke så let lade sig slå ud når man oplever noget ‘ubehageligt’ - derfor valgte vi også blot at grine lidt af det!

Da vi ankom til busterminalen i Da Nang var vi begge lidt trætte, for selvom, det havde været en sovebus, havde turens oplevelser og hele stressen i overhovedet at nå en transport videre fra Ninh Binh, gjort at vi ikke havde fået sovet meget på bussen. Vi fandt hurtigt nogle billetter der senere på dagen kunne tage os til Pleiku over natten, og med billetterne i hus tog vi os en rejsefri periode i Da Nang, så vi kunne få genopladt batterierne.


I Da Nang gik vi en tur mod kysten og fandt en restaurant med udsigt ud til vandet. Her fik vi os et dejligt morgen/frokost måltid og nød at slappe lidt af. Efterfølgende gik vi ud på stranden, smed skoene og soppede rundt til lyden af vindens susen og bølgernes skvulpen. På stranden så vi også en masse lokale der fiskede på en helt speciel måde. De havde nogle kopper med snor i, som de puttede maizena i, for så at kaste dem ud i vandet og trække dem ind igen. De havde helt styr på teknikken og trak nærmest hver eneste gang, små fisk med op i kopperne - en fin og en meget autentisk oplevelse.

Foruden vores tur over det Kaspiske Hav mod Kasakhstan, var det første gang, siden vi forlod Europa, at vi så kyst. Her i Da Nang gik det op for os begge hvor kyst-vante vi er og hvor meget vi egentlig sætter pris på at have så nem adgang til vand hjemme i Danmark. Efter vores fiskeri-kiggeri gik vi videre rundt i byen og fandt en hyggelig kaffebar, hvor vi slog os ned med et par iskaffer og lidt kortspil. Efter nogle hyggelige timer satte vi kursen tilbage mod busterminalen og vores natbus mod Pleiku.

I Pleiku var planen at komme hurtigst muligt til grænsen med en taxa, så det gjorde vi. Grænseovergangen var meget lille og primitiv, men virkelig hyggelig. På Vietnam-siden ankom grænsevagterne i de fineste militære uniformer på deres cykler, mens selve grænse-bygningen var fuldstændig faldefærdig. Røntgen-scanneren som vores rygsække skulle igennem, skulle lige "sparkes igang" før vi kunne passere grænsen - vi ventede selvfølgelig pænt imens den gamle maskine knirkede derudaf. Det var vidst mere en formalitet end det var af nødvendighed - men nu var der mødt en mand på arbejde, hvis eneste opgave var at betjene denne maskine - og han skulle da ikke snydes for sit arbejde.



På Cambodia-siden skulle det vise sig at være endnu mere primitivt. Bommen der var sat op, kunne næppe standse en barnevogn og den blev opereret manuelt af en soldat, der sad i et lille skur og trak i en snor for at åbne og lukke bommen. Han havde, ligesom de vietnamesiske soldater, en ekstremt fin uniform på og selvom vi måske godt kunne være lidt i tvivl om, hvad de forskellige soldater egentlig lavede, så må vi sige at de så godt ud imens de gjorde det de nu engang gjorde.

Da vi var kommet igennem paskontrollen til Cambodia, fandt vi en grænsens eneste lille restaurant, hvor vi fik os lidt morgenmad. Her fik vi også vekslet penge og blev klogere på at der hverken gik busser eller taxaer videre herfra. Skulle vi videre, skulle vi “blaffe” en af de busser der ville ankomme fra Vietnam-siden. Der gik en time før første bus passerede grænsen og så holdte den ovenikøbet en lækker lang pause ved grænseovergangen, inden den kørte videre mod Ban Lung, som var nærmeste by. Vi kunne garanteret have taget den samme bus fra Pleiku og sparet penge på taxaen til grænsen, men endelig kørte bussen videre og vi nød at være på farten igen.

Generelt nød vi faktisk bare at være kommet lidt “ud på landet”. Det var et bevidst valg fra vores side, at krydse ind i Cambodia tidligt og vælge en mindre trafikeret grænseovergang. Vi håbede på at vi kunne komme udenom Ho Chi Minh og Phnom Penh, for vi var efterhånden lidt mættede af storbyer og i stedet håbede vi på at kunne komme forbi Siem Reap på vores vej mod Thailand. Vi nåede knapt af bussen i Ban Lung, før vi mødte en herre, der talte overraskende godt engelsk. Han hjalp os med at undersøge mulighederne for at komme videre mod vores ønskede destination - men der gik desværre ikke nogle busser til Siem Reap før næste morgen. Da vi ikke kunne få det til at hænge sammen med økonomi og rejsefri-perioder, valgte vi i stedet den eneste mulighed der var, nemlig at tage til Cambodias hovedstad Phnom Penh - selvom vi gerne ville have undgået det. Til gengæld havde vi fået billetter til en VIP-bus, så vi glædede os over at skulle nyde den cambodjanske natur i 9-timer fra en lækker bus! Vi måtte dog erkende at VIP-bus i Cambodia ikke havde helt samme betydning, som en VIP-bus i Vietnam. Ligesom i Lao Cai, hoppede vi ind i en minibus i troen om at vi skulle hen til en større busterminal, hvor vi skulle med den ´rigtige` VIP-bus. Med rygsækkene på skødet, og med troen på at der blot var en lille køretur inden busskifte, kørte vi afsted mod Phnom Penh. Efter to timer gjorde bussen holdt og vi tænkte at det måtte være her vi skulle skifte bus - men da vi igen blev bedt om at stige ombord i den lille minibus, begyndte vi for alvor at så vores tvivl. To-tre timer gik yderligere før næste stop og vi blev enige om at der nok ikke ventede os noget busskifte. ..Og ganske rigtigt! Det hele endte med knap ti timer i en varm minibus, uden benplads og med en lille cambodianer som nabo, der faldt i søvn med sit hovede på N’s skulder. Det var vist heldigt at vi i så lang tid levede i håbet om en ´rigtig` VIP-bus, for det gjorde turen meget mere overskuelig.



Da vi endelig ankom til Phnom Penh, var klokken mange og for første gang på rejsen, havde vi ekstremt svært ved at finde et sted at sove. Det var weekend og vi fandt ud af at Cambodianerne elsker at være turister i deres eget land, så det meste var booket eller alt for dyrt…. særligt jf. N. Vi endte dog med at bo på et Guest House midt i byen og vi valgte at tage vores anden rejsefri periode her i Cambodias hovedstad. Inden vi gik i seng fandt vi lidt aftensmad på et nærliggende gadekøkken og den næste morgen gik vi en lille tur rundt på gademarkederne og fik nogle vanvittigt lækre kokos-pandekager med nutella, sammen med et par kopper iskaffe. Da vi fortsat havde et ønske om at komme lidt væk fra storbyen, valgte vi at tage ud og besøge Koh Dach - en lille ø i Mekong floden som løber igennem Phnon Penh. Turen gennem byen tog vi i en lille Tuk-Tuk og derfra sejlede vi ud til øen på ganske få minutter. På Koh Dach fik vi lige hvad vi havde brug for. Bare det at stå med vind i håret og krydse Mekong floden gav os den helt rigtige fornemmelse i kroppen - vi havde nemlig et behov for at få lidt natur og ro omkring os.



Koh Dach er særligt kendt for sin silkeproduktion, hvorfor vi først besøgte et sted, hvor vi kunne se hvordan produktionen foregik fra start til slut. Derfra tog vi ud til nordspidsen af øen, til en offentlig strand med en masse pramme. Stranden var et fantastisk pusterum, hvor de lokale sad med deres mad og børn løb rundt i sandet og legede med hjemmelavede drager, bygget af skrald.



Her på en pram med fødderne i vandet, fik vi for første gang åbnet rigtigt op for vores følelser. Vi fik åbnet op for snakken omkring fremtid, børn og kærligheden til hinanden. Det var ikke fordi at vi ikke ville have haft talt om det tidligere, men det at tale om fremtid og følelser, havde været svært for os med et kamera på siden. På prammen kunne vi ikke høre andet end vandet og vinden omkring os, og vores kameramand kunne bevæge sig rundt ude i vandet uden at vi kunne fornemme ham. Vi tænkte ikke længere på kameraer og mikrofoner - vi var kun os to på spidsen af Koh Dach.

Timingen var der bare - og med en dejlig og afslappende følelse i kroppen, blev det naturligt for os at bringe de svære emner på banen. Hvad var det der var gået galt imellem os igennem det seneste års tid? Hvorfor var gnisten forsvundet? Hvad ønskede vi hver især og hvordan så vi vores fremtid? Det var på en eller anden måde en lettelse for os begge endelig at få talt det hele igennem. Hovedårsagen til at vi havde begivet os afsted på denne rejse var jo lige akkurat at få snakket ud, få lyttet og få tid til hinanden.


Øjeblikkene her på stranden, står lige så klart i hukommelserne og vægter lige så højt som vores oplevelse i parken i Guiyang, selvom det var to fuldstændige yderligheder. I Guiyang var vi helt lykkelige af glæde og omgivet af en masse mennesker, mens det her på Koh Dach bare var os to, og nogle følelser der var svære at håndtere men vigtige at få talt om. Vi tror på at det ikke var en tilfældighed, at vi tidligere på etapen ikke kunne komme til Siem Reap. Det var meningen at vi skulle til Phnom Penh - det var meningen at vi skulle ud på den rolige og naturskønne ø midt i Mekong floden - det var meningen at vi skulle have tid til hinanden og tid til at få snakket sammen. Efter en svær snak, nød vi stilheden, til at få tømt hovederne og bearbejdet det hele. Der er ingen tvivl om at turen og særligt dette øjeblik var med til at udvikle os og bringe os tættere sammen som par.


Inden vi satte kursen retur mod vores hotel, hyggede vi med de lokale børn, og hjalp dem med at bygge drager, selvom de vidst var lidt bedre til det end os. I den lille tuk-tuk tilbage på fastlandet sad vi med en god mavefornemmelse omkring det hele - både rejsen og os.



I håb om at nå til Koh Chang den næste dag, prioriterede vi at bruge penge på en taxa. Inden vi gik i seng fik vi derfor forhandlet en pris på plads med en taxachauffør, der hentede os ved hotellet den næste morgen. Det var en noget mere behagelig køretur vi havde ud af Phnom Penh, end vi havde haft i “VIP-bussen” på vej til Phnom Penh. I taxaen havde vi nemlig god benplads og en aircondition der virkede, og så kunne vi ovenikøbet selv bestemme hvornår vi havde brug for en pause. Der var mange fordele ved en taxa frem for en bus og da vi syntes at vi havde været gode til at passe på vores penge, siden den dyre taxa-tur i Grækenland, var det lige præcis på sådan her et tidspunkt at der skulle være råd til at bruge lidt ekstra.


Grænsekrydsningen gik relativt ubesværet og på den Thailandske side fandt vi hurtigt en busafgang der kunne tage os til Trat, hvorfra vi havde fået fortalt at vi kunne sejle til Koh Chang. Mens vi ventede på bussen, faldt vi i snak med en franskmand som havde boet de sidste mange år af sit liv i Thailand. Han skulle også til Koh Chang, hvor han skulle besøge en kammerat, så han ville gerne hjælpe os videre fra Trat og hen til der hvor vi kunne købe billetter til færgen. Fra busterminalen i Trat havde vi kun en 20 minutters taxa-tur, før vi ramte en lille biks tæt på kysten hvor vi kunne købe færgebilletterne. Vi var der omkring kl. 14.30 og købte billetter til færgen kl. 15. Den havde afgang en gang i timen, så det virkede til at passe helt perfekt. Vi fik af vide at vi ville få et lift hen til færgen, så vi slappede af og købte lidt chips og bananer til ventetiden. Men efterhånden som klokken nærmede sig 15, begyndte vi at undre os over at vi ikke var kørt endnu. Derfor gik S op og spurgte hvornår vi skulle afsted, hvortil vi fik af vide at de bare kunne køre os nu. Vi steg derfor ombord på ladet af deres bil og selvom klokken nu var 15.05, tænkte vi at de nok havde helt styr på hvornår færgen præcis sejlede, så vi prøvede ikke at stresse. Da vi ankom til færgelejet kunne vi se en færge et par hundrede meter ude i vandet, men til stor frustration var den på vej væk fra os…. Satans også!! Dem vi havde købt billetter af, havde tilsyneladende helt bevidst, ikke haft travlt med at køre os til færgen, for mens vi var der, brugte vi jo penge hos dem. Hele vores hidtidige rejse havde lært os at stole på fremmede og have tillid til mennesker, men pludselig blev vi fanget i den ældste turist-fælde. Det var mildt sagt skide irriterende. Vi fortryder egentlig ikke at vi stolede på de lokale, for hvis der var noget vi havde lært på denne tur, var det at tro på det bedste i folk. Vi havde haft så mange positive møder med fantastiske mennesker der bare ville os det bedste, og hvis ikke det var fordi det havde været en konkurrence havde det jo heller ikke gjort noget hvorvidt vi kom lidt før eller lidt efter - det var i virkeligheden nok bare sådan den Thailandske kultur var. Men ikke desto mindre endte vi med 45 antiklimatiske minutter før vi kunne komme med en færge. Frygten for at nogle af de andre par skulle dukke op begyndte at snige sig ind på os - og spændingen steg, som den altid gjorde når vi nærmede os et checkpoint.



Heldigvis så vi hverken Kim og Carsten eller Claus og Marco på færgen, så vi vidste at de enten allerede var fremme eller at vi havde, minimum en times forspring - og af en eller anden årsag var mavefornemmelsen ret god. Vi vidste godt at Kim og Carsten havde haft et stort forspring til os da vi forlod Ninh Binh, men vi havde været rigtig heldige i vores transport timing og taget nogle chancher der havde givet pote. Vi havde faktisk en følelse af, at vi måske godt kunne have overhalet dem.


Ankommet til Koh Chang og med en overraskende ro i maven, satte vi os spændte op på ladet af en taxa sammen med en masse andre turister. På den nordvestlige del af øen og helt ude i strandkanten, fik vi vores endelige checkpoint - Hotel KC Grande Resort.


Der hvor vi købte færgebilletterne, havde vi fået et kort over øen, hvorpå der var illustreret en masse restauranter, caféer, butikker og HOTELLER! Vi fandt hotellet på vores kort, og startede ud med at gå - men hvem pokker prøvede vi at narre. Vi var jo alt for spændte på at finde ud af, om vi mon havde indhentet tid på Kim og Carsten eller ej, så vi satte selvfølgelig i løb. Kort tid efter kunne vi se hotellet - mega spændte løb vi ind til receptionen og åbnede bogen. Til vores store glæde kunne vi konstatere at vi var de første til at skrive os ind i bogen - vi havde overhalet Kim og Carsten og med kun en etape igen lå vi nu spidsen!



Det var efterhånden mange uger siden, at vi havde ligget i spidsen. Vi havde prioriteret oplevelser og hinanden over konkurrencen, lige siden vi forlod Delphi, også selvom vi og især N, mange gange undervejs havde været udfordret af at skulle lægge konkurrencen til side. At ligge i spidsen på næstsidste etape var mere end hvad vi havde turde håbe på - men nu stod vi her. Vi synes at vi havde taget os de rigtige prioriteringer hele vejen igennem rejsen, og samtidig var vi stadig med i konkurrencen. Helt ubeskriveligt og sindssygt fedt!


Kim og Carsten kom i mål omkring tre timer senere og desværre for Claus og Marco var de over et døgn bagud - det tydede på at sidste etape ville blive et ræs imellem os og de to skønne gutter fra Bornholm.

Koh Chang var et tiltrængt checkpoint for os alle. Vi havde nogle helt igennem skønne dage før vi skulle videre på vores sidste etape. En dejlig og romantisk middag på stranden med bare tæer i sandet, tid til at slappe af ved og i poolen, og hygge på paddleboard langs de smukke hvide sandstrande i det turkisblå hav. Vi lokkede også Carsten på paddleboard og forsøgte at lære ham at holde balancen - det lykkedes ham faktisk rigtig godt til sidst, selvom Kim vidst morede sig gevaldigt over Carstens startforsøg. Foruden vores timer på paddleboardet, havde vi også nogle fantastiske timer i selskab med Kim og Carsten. Der var drengerøvs hygge og pjaskeri til solnedgang fra hotellets rooftop pool og en lang aften gåtur i vandkanten med nogle gode snakke. I Kim og Carsten har vi fundet os et vennepar for livet.


Syvende etape gav os rammerne til de svære men vigtige snakke. Der var tid til at fortælle og lytte. Vi gav os tid til hinanden og vi ved at særligt denne etape har gjort os stærkere sammen. Vi ligger i spidsen af konkurrencen, med en etape igen. Det er en vanvittig følelse, for selvfølgelig vil vi gerne først til verdens ende !! Singapore - here we come !!