ETAPE 8 Først til verdens ende

Ottende og sidste etape stod for døren. ...Det var med en blandet følelse af spænding, sørgmodighed og ro i maven, at vi åbnede den sidste konvolut med vores endelige destination - SINGAPORE ! Spændte og glade over snart at nå målet, men samtidig også ærgerlige over at rejsen snart var ved vejs ende - stod vi klar til at begive os ud på den sidste del af vores eventyr. Der var ingen tvivl om at denne etape ville bære præg af fokus på konkurrencen. Vi var tæt på ‘verdens ende’ - og nu galt det bare om at komme først dertil!!



Da vi tog afsted fra Koh Chang, tog vi afsted med en stor ro i maven. Kim og Carsten var ankommet til øen med den sidste færge afgang, så vi vidste at de tidligst kunne rejse afsted morgenen efter os. Vores mål den aften var at komme hurtigst muligt til fastlandet, for derfra at finde en bus til Bangkok. Vi fik en taxa fra hotellet til færgelejet men desværre var vores timing ved færgen lidt uheldig - vi måtte vente næsten en time før vi kunne komme fra øen. Da vi ramte fastlandet skulle vi træffe en beslutning om hvorvidt vi ville med en taxa til Trat eller Chanthaburi. Vi valgte at tage til Trat, da prisen var markant lavere og det ville give os mere tid til at finde en bus videre. På busterminalen i Trat ramte vi desværre en blindgyde - grundet sikkerhedsmæssige regler, kunne vi nemlig ikke rejse med den sene bus. Vi gik derfor ud til hovedvejen i håb om at tomle os til en bus, ligesom vi var lykkedes med i Ninh Binh på etapen forinden, men heldet var ikke med os denne gang. Vi så ingen anden udvej end at gå retur til busterminalen, bestille billetter til den tidligste afgang næste morgen og finde os et billigt sted at overnatte. Med hjælp fra en skotsk fyr og hans kæreste fandt vi et fint og billigt guesthouse og de hjalp os endda med at finde vej dertil ved at betale os en taxa lige til døren. Den næste morgen var det tidligt op og afsted med bussen mod Bangkok kl. 06:00. Med vores kendskab til færgeafgangene fra Koh Chang, vidste vi at Kim og Carsten ville kunne nå ‘samme’ bus kl. 08:00 - så nu var der formodentligt kun to timer imellem os. Som vi nærmede os Thailands hovedstad og bedst som vi ramte byen, ramte vi selvfølgelig også den myldretrafik der hører sig en kæmpe millionby til. I bussen havde vi fået hjælp fra en Canadisk mand og hans kone, som havde fundet os en busafgang senere på aftenen, der kunne tage os til Hat Yai over natten - men imens bussen holdt stille i trafikken, begyndte vi så småt at få lidt travlt hvis vi skulle kunne nå helt ind til centrum og holde en rejsefri perioder inden vores natbus. Heldigvis havde vores Canadiske ven et es i ærmet - og vi hoppede af bussen ved første lejlighed og kørte den sidste del mod centrum med metroen. Grundet en helligdag i Thailand var metro-billetterne ovenikøbet gratis.


Vi synes selv at timingen var perfekt og vi gav os nu tid til at opleve en lille smule af Bangkok. Vi gik rundt i den pulserende storby og fik lidt frokost i et foodcourt på toppen af et gigantisk indkøbscenter. Efter et par timer satte vi kursen mod busterminalen, hvor vi fik styr på vores billetter og med en god følelse i kroppen gik vi ud for at udforske lidt mere af byen og finde os lidt aftensmad. Bedst som vi kom ud af hovedindgangen til busterminalen, fik vi os dog en uventet overraskelse.

Kim og Carsten stod 50 meter fra os og var ved at pakke deres rygsække ud af en bil på parkeringspladsen. N satte i løb (S fulgte efter) og vi skyndte os væk fra synsafstand, i håb om at de ikke fik øje på os. Det var en reaktion der ikke var mere gennemtænkt end som så, og N reagerede bare på intuition. Det handlede mest af alt om, at det var fint nok at vide hvor de var, men N så ikke nogen grund til at de også vidste hvor vi var. De var jo først taget fra Koh Chang flere timer efter os, så hvis de allerede i Bangkok vidste at de havde indhentet os, ville det være et kæmpe motivationsboost for dem. Vores sporadiske korte løbetur, førte dog om til en blindgyde bag busterminalen, så vi var nødt til at gå tilbage mod parkeringspladsen for at komme videre på opdagelse. Vi gik derfor tilbage og der var ikke længere nogle umiddelbare tegn på drengene. Bedst som pulsen igen havde lagt sig, begyndte det der vel bedst kan beskrives som en omgang gemmeleg - dog hvor kun den ene halvdel af parterne vidste hvad der foregik. Vi fik nemlig igen øje på Kim og Carsten, og helt kaotisk og meget grinagtigt gemte vi os for dem, uden helt at vide hvorfor og hvad det skulle føre til. Det var lidt åndsvagt og vi grinede nu også lidt af os selv. Det var virkelig tydeligt hvordan konkurrencen påvirkede os på denne etape. Vi undgik endnu engang at blive opdaget og vores “flugt” førte os til et marked som lå i nærheden.



På markedet gik vi rundt og nød stemningen af de små hyggelige boder og de mange farverige lamper der var hængt op på tværs af alle standene. Vi udså os undervejs et lækkert sushi sted, og på vej dertil, skete det uundgåelige. Kim og Carsten havde selvfølgelig også fundet det hyggelige marked og eftersom ingen af os længere havde lyst til vores åndsvage gemmeleg, gik vi hen og hilste på drengene. Vi kom jo vildt godt ud af det med dem og det var uden tvivl kun konkurrenceelementet der kort havde gjort at vi havde gemt os for dem. Efter en kort snak med drengene gik vi ned til sushi stedet som vi havde udset os. Imens vi fik lidt aftensmad, fik vi også lige vendt vores “besøg” med drengene. Vi var glade for at vi havde fået hilst på dem, men det svære var at vi ikke anede om de havde nået at afholde en rejsefri periode ligesom os selv. Stod vi helt lige i konkurrencen eller havde vi fortsat et forspring? Drengene tog det overraskende roligt da de så os på markedet - enten var det fordi de glædede sig over at have indhentet os og ellers var det fordi de indså, at de var en hel rejsefri periode efter os og derfor vidste at vi ville blive svære at indhente. Tankerne fløj rundt hos os begge!! Vi klyngede os til håbet om det sidste og det blev heldigvis kun forstærket af at de ikke var med samme natbus som os. Med lidt ro tilbage i kroppen, satte vi derfor kursen mod Hat Yai - en by i det sydlige Thailand tæt ved grænsen til Malaysia.


Fotokredit Strong Productions


Vores tur mod Hat Yai gik overordnet set helt fint, men undervejs fik vi os dog noget af en mavepuster. Klokken 04:00 om natten fik bussen nemlig motorproblemer og kunne pludselig ikke køre videre. Lige inden at panikken og stressen nåede at sprede sig for meget, kom der heldigvis en erstatnings bus og vi var hurtigt på farten igen. I Hat Yai synes vi selv at vi gjorde os noget af et scoop. Vi fandt nemlig en bus som kunne køre os ned igennem hele Malaysia til den singaporeanske grænse - og ovenikøbet kunne vi lige akkurat nå at holde vores sidste rejsefrie periode på etapen inden busafgang. Timingen var perfekt og mavefornemmelsen rigtig god !

I den sidste rejsefrie periode inden rejsens ende var det vigtigt for os at få snakket sammen. Derfor tog vi ind i en nærliggende park, hvor vi i naturskønne omgivelser, fandt tid og ro til at få afrundet rejsen, dens oplevelser og minder, samt snakket om vores følelser og fremtidsønsker hver især. Vi følte begge at rejsen havde givet os en fornyet energi og vi følte os klar til at tage hjem og arbejde videre med den gnist, som vi havde fået skabt i løbet af vores eventyr.


Fotokredit Strong Productions


Retur på banegården fik vi købt lidt snacks til den sidste lange bustur inden Singapore. Da vi steg ombord på bussen, var det med en spændt følelse i kroppen. Sidste lange stræk - omtrent 16 timers køretur - og så var vi for alvor tæt på mål. Vi havde det rigtig godt med vores beslutning, da vi forlod Hat Yai og satte kursen mod Malaysia. ...Glæden varede dog ikke længe! Bussen gjorde et kort stop i Sadao, sidste by inden Malaysia - og gæt hvem der stod klar til at hoppe ombord. Kim og Carsten !! Det var næsten ikke til at fatte, at vi efter at have rejst på tværs af jorden, over næsten syv uger, skulle stå i denne situation. Om bord på samme bus, som i knap 16 timer skulle tage os hele vejen igennem Malaysia til Singapore. Det var en forfærdelig følelse vi havde i kroppen. Ikke nok med at det stressede os meget i forhold til konkurrencen, så blev vi ærgerlige over tanken om ikke at kunne afslutte denne rejse alene.


I svære tider vinder håb frem og imens vi kørte gennem Malaysia klyngede vi os lidt til håbet om at vi stadig var en rejsefri periode foran drengene og at de måske ville stige af i Kuala Lumpur. Vi besluttede os dog alligevel hurtigt for, at hvis bussen gjorde et pausestop den næste morgen og at drengene inden da ikke havde forladt bussen for at tage en pause, så ville vi hoppe af og forsøge at jagte en taxa. Både for måske at kunne få et forspring fra drengene, men mest af alt for at vi kunne få lov til at afslutte denne fantastiske rejse alene sammen, uanset hvad resultatet så ville blive.


Bussen havde god fart på ned gennem Malaysia og Kim og Carsten var svære at læse. De sad nogle rækker foran os i bussen og virkede meget rolige, lidt for rolige faktisk. Var det fordi de måske havde givet op? Vidste de, at med os på samme bus var deres chancer forbi? Det var slet ikke til at være i. Vi ramte Kuala Lumpur om natten og da Kim og Carsten forblev ombord, synes vores sidste håb om at være en rejsefri periode foran, så småt at fordufte. Vi nærmede os samtidig Johor Bahru, byen ved den singaporeanske grænse, med så hastige skridt at vores egen mulighed for at jagte en taxa efterhånden virkede mere og mere usandsynlig og mindre og mindre fornuftig. Bussen havde nemlig så meget fart på, at den i forvejen overhalede en del taxaer, så vi indstillede os så småt på, at det hele ville ende i et vanvittigt ræs fra grænsen, side om side med Kim og Carsten.


Et vanvittigt ræs skulle det også vise sig at blive, men heldigvis fik vi løsrevet os fra bussen med 100 kilometer til grænsen. Bedst som vi havde opgivet troen på at bussen ville holde flere pauser, kørte den ind til siden og gjorde et holdt på en halv times tid. Det øsregnede, men opsatte på at afslutte vores rejse alene, gik vi direkte ud til vejen for at finde en taxa. I endnu højere grad end vi havde gjort dengang vi skulle afsted fra Ninh Binh sent om aftenen, stod vi nu og viftede febrilsk med armene. Efter et kvarters tid kom der endelig en taxa forbi. Han havde desværre allerede en kunde med sig, men vi aftalte at han skulle komme tilbage efter os, når han havde sat sin kunde af og i mellemtiden skyndte vi os ind på busholdepladsen for at veksle penge og pakke vores bagage ud af bussen.


Den halve time var efterhånden ved at være gået, men vores taxachauffør holdt sit løfte og kom tilbage efter os inden at vores bus var kørt afsted. I en vild rus og fuldstændig gennemblødte, satte vi os ind i taxaen. Nu skulle der fart på!! Ganske antiklimatisk, valgte han derefter at køre tværs over gaden for først lige at tanke sin bil og hyggesnakke lidt med tankpasseren - det her havde vi simpelthen ikke tid til. Vi kiggede efter bussen med Kim og Carsten, men den var ikke til at få øje på. Spændingen fik vi i hvert fald skruet helt op for og endelig var vi på farten i vores egen taxa, i silende regnvejr på vej mod Singapore. Vores taxachauffør var selvfølgelig nødt til at køre efter vejrforholdene og selvom han overhalede en del busser på vejen, så vi aldrig vores egen - spørgsmålet om hvorvidt vi var foran eller ej var stadig ubesvaret. I det mindste var vi nu alene og det så ud til at vi kunne afslutte vores eventyr bare os to og det var vi rigtig glade for.


Spænding blev til stress og det der startede med vores chaufførs tankning fortsatte undervejs, da han pludselig kørte ind på en rasteplads. Han skulle sådan på toilettet og det havde vi jo slet ikke tid til! Men selvfølgelig skulle han have lov til det. Det er svært at beskrive hvordan en sådan konkurrence kan presse folk helt ud på kanten, men det påvirkede i hvert fald os begge. Det var i virkeligheden nok første gang at S oplevede den stress og det pres som konkurrencen kunne skabe og hun var glad for at hun ikke havde skulle føle det sådan her på alle etaperne.


Videre fra rastepladsen og på vej mod Johor Bahru, blev vi endnu mere stressede. Vores chauffør kom til at tage en forkert afkørsel, og da han endelig kom på “rette vej” og fik sat os af, kunne vi godt mærke at der var et eller andet helt galt. Vi vidste at vi på en eller anden måde skulle krydse noget vand, da Singapore jo er en ø-stat, men her hvor vi stod var intet vand inden for synsafstand. Vi var blevet sat af ved busterminalen og ikke grænsen. Vi fandt taxaholdepladserne i håb om at finde en chauffør der kunne lykkes med det som vores tidligere taxamand ikke havde kunnet. “We need to go to Singapore” blev vi ved med at sige, men der var ingen der var villige til at køre os. Vi brugte over en halv time på busterminalen før vi endelig mødte en chauffør der forstod vores ønske. Vi skulle jo bare til grænsen, så vi kunne krydse ind i Singapore til fods. Endelig var vi på vej det sidste stykke - men ærligt havde vi følelsen af at løbet nu var kørt - vi havde spildt vores tid i jagten på taxaer.


Vi har efterfølgende fundet ud af, at det åbenbart kun er et meget begrænset antal taxaer der har licens til at krydse ind i Singapore, hvilket var årsagen til at vi hele tiden blev afvist. De troede allesammen at de skulle køre os hele vejen, men vi ønskede jo blot at komme til grænsen. Tidligere på rejsen havde vi erfaret at det klart var nemmere at finde taxaer der kunne køre os til en grænse, hvis vi blot sagde det land vi skulle til - men det virkede selvfølgelig ikke her på vores sidste etape.


Endelig fremme ved grænsen og med følelsen af at vi havde smidt det hele på gulvet - besluttede vi os alligevel om at gøre alt hvad vi kunne, for at komme hurtigt igennem grænseovergangen. Vi satte derfor i let løb og kom hurtigt gennem den første paskontrol og frem til transfer-busserne. Der er ikke meget mere end en kilometer via broen fra Malaysia til Singapore og det ville ikke tage meget mere end 10 minutter at krydse grænsen til fods. Det var der også mange af de lokale der vidste og gjorde - men da det egentlig ikke lovligt måtte vi pænt vente på transfer-busserne. Her gik N i gang med høfligt at forhøre sig hos folk foran os, om vi måtte få en forlomme i den lange kø og det hjalp bestemt. Halvvejs i køen ramte vi dog et nej og så var der ikke andet for end at vente og håbe på at Kim og Carsten ikke var langt foran os, eller snart kom og stillede sig i køen bag os.

Det at spørge om at komme foran i køen, var stik imod vores natur og S havde rigtig svært ved det, men N kunne simpelthen ikke gå igennem sidste etape, uden i det mindste at vide, at vi havde gjort alt hvad vi kunne for at jagte sejren. Efter lang tids venten på transfer-busserne, kom vi endelig afsted og ligesom vi forlod platformen, så vi Kim og Carsten komme ned af en rulletrapperne til de selv samme busser.


Nu var det sikkert - VI VAR FORAN! Hele vores sats havde alligevel givet os et lille forspring. Nu skulle vi bare gøre vores allerbedste for at holde fast i det! Men der gik ikke mange sekunder før at vores tålmodighed gevaldigt blev sat på prøve. Vi stod som sild i en tønde i bussen og det tog os næsten en time at køre den ene kilometer hen over broen. Vi kunne ud af vinduerne se at der også kørte et tog - og det, sammen med alle scooterne virkede til at være de eneste transportformer der havde fart på. Ville drengene overhale os i toget eller var de stadig et eller andet sted bag os i en bus? Vi anede det ikke og satte derfor i løb idet vi kom ud af bussen og skulle op mod paskontrollen på den singaporeanske side. Her mødte vi ikke kun den længste kø ved denne grænseovergang, men nok samtidig den længste kø vi havde set ved en grænseovergang på hele vores rejse hidtil.


N forsøgte sig hos nogle af de ansatte i håb om at få åbnet en paskontrol op der kunne lukke bare os igennem, men forgæves. I mellemtiden havde S valgt den “korteste” kø og med 50 personer foran os og en gennemsnitlig betjeningstid på 5 minutter, var det kun et spørgsmål om tid før vi ville se Kim og Carsten bag os i køen. Vi kunne slet ikke holde til det, så N gik i gang med samme manøvre som ved transfer-bussen og forhørte sig hos personerne foran i køen om vi måtte få en forlomme. Med lidt smiger og søde smil, og S bag sig, der tydeligt udstrålede at hun havde meget svært ved det hele, lykkedes det os at komme ca. halvvejs frem i køen. Det tog dog stadig umådeligt lang tid at komme igennem. Vi endte med at komme gennem paskontrollen uden at have set Kim og Carsten, men hvorvidt de var i en anden kø var svært at sige, for der var virkelig mange mennesker.

Efter paskontrollen skulle vi have genmonteret mikrofoner og vores Crew skulle have udleveret nyt udstyr, for det havde vi ikke haft med os igennem grænseovergangen. Alt dette skulle foregå lidt væk fra paskontrollen, så vi valgte en af tre veje og endte ved nogle busser. Da vi var klar til at fortsætte gik det op for os at vi måtte retur til paskontrollen, for vi ville med en taxa og det kunne vi ikke få der hvor vi var. Tilbage med os igen og i retning mod taxaerne. Ved taxaerne forsøgte vi først at løbe ud midt på vejen for at praje en taxa inden de kørte hen til taxa-køen - men selvfølgelig uden held. Vi havde været i Singapore tidligere samme år og hvis der var noget vi havde lært om singaporeanerne, var det at de følger reglerne - derfor måtte vi, som alle andre, om i køen. Nogle af de andre i køen havde set vores febrilske jagt og gav os derfor lov til at komme foran, helt uden at vi behøvede at spørge.


I taxaen fik vi vores pre-checkpoint afvide og for første gang på hele rejsen følte vi os faktisk lidt på hjemmebane. Vi kendte stedet og kunne genkende det hele da vi blev sat af med vores taxa. Det var kun omtrent ti måneder siden vi sidst havde være netop her og med udsigt til Marina Bay, fik vi vores endelige og sidste checkpoint af vide. … ‘Den Danske Sømandskirke’. WHAT??


For under et år siden, havde vi besøgt S’ gode veninde Stine og hendes kæreste Mathias i Singapore. De havde i to år arbejdet for ´Den Danske Sømandskirke` og i den periode boet lige ved siden af kirken. Vi var helt med på hvor vi skulle hen og hvordan vi skulle komme dertil.


Fotokredit Strong Productions


Vi satte i løb mod nærmeste metrostation og fandt et kort over de forskellige linjer. Vi stod på ‘Downtown’ og skulle til ‘HarbourFront’ - og med et hurtigt overblik fandt vi ud af at det blot krævede os et enkelt skift på ‘Chinatown’. Genkendelsens glæde var enorm og med en følelse af at vi havde gjort alt hvad vi kunne satte vi den allersidste løbeslutspurt igang fra HarbourFront metrostation. Det gik stejlt op af bakke, og vi kæmpede alt hvad vi kunne for at fortsætte i løb. Da vi løb op ad Pender Road, var det som om det hele gik op i en højere mening. Vi løb forbi det sted vi havde boet hos Sine og Mathias og det var virkelig med følelsen af at vi kom hjem. Uanset hvad der stod eller ikke stod i den bog når vi åbnede den, så var vi enige om at vi ikke kunne have fået os en smukkere afslutning på vores eventyr.


Vi stod foran den sorte indcheckningsbog med hjerterne helt oppe i halsen. Det var delvist på grund af den hårde løbetur op ad bakken og naturligvis også grundet spændingen om, i dette øjeblik, at finde ud af om vi havde vundet eller ej. “Tillykke I har nået det 8. checkpoint, vend siden for at finde ud af jeres placering i konkurrencen” - noget i den stil stod der, da vi forsigtigt bladrede side.


Næste side var blank - Vi var kommet FØRST TIL VERDENS ENDE! Helt ubeskriveligt!


Fotokredit Strong Productions


De følelser der strømmede igennem vores kroppe kan vi ikke beskrive, så vi vil lade billederne tale deres eget sprog. Vi var helt vildt glade - vi var mega lettede - vi havde vundet ... alle vores beslutninger undervejs havde ikke blot ført os tættere sammen som kærester, de havde også ført os hele vejen FØRST til Singapore. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det at vi nu vidste, at vi ikke skulle til at betvivle vores beslutninger var en fantastisk følelse. Vi skulle ikke fortryde en eneste beslutning og vi kunne nu med fuldstændig ro i maven nyde hele vores eventyr.

... Kim og Carsten kom ind nogle timer efter os. Det var lidt svært da drengene kom i mål, for naturligvis var de skuffede - og hvis der var nogen vi kunne have undt at vinde var det dem. De havde været fantastiske at konkurrere med hele vejen igennem og det var de også her til slut. De viste endnu engang deres fantastiske konkurrence mindset og vi fik en stor krammer af begge to og et tillykke med på vejen.


Vi blev indlogeret på samme hotel - og da vi i Koh Chang havde aftalt med Kim og Carsten, at første par til Singapore gav champagne, brugte vi aftenen sammen på champagne, vin og god mad!

Kim og Carsten - I er nogle fantastiske personer og det har virkelig været en fornøjelse at lære jer at kende igennem dette vanvittige eventyr. Vi håber på at vi for altid kan holde kontakten med jer !

Vi kunne også godt fortælle en masse fra vores efterfølgende dage i Singapore, men vi har valgt at gøre det kort. Vi valgte at blive i fire dage i Singapore, inden rejsen gik retur tilbage til Danmark og hverdagen. Vi hyggede os blandt andet med Kim og Carsten, samt Josefine og Johanne, som havde fortsat mod Singapore på egen hånd. Vi så blandt andet lysshow ud over Marina Bay og drak cocktails på toppen af Marina Bay Sands Hotel. Herudover benyttede vi tiden til at være os selv og nød at have lidt dage til at få bearbejdet alle de indtryk vi havde fået undervejs på vores eventyr. S fik også et lille minde med hjem fra Singapore, idet vi tog forbi en piercer i Little India, hvor S fik lavet en piercing, som hun længe havde ønsket sig - det blev et minde om hele vores eventyr og var en fin måde at gøre klar til at rejse hjem igen.


Vi er dybt taknemmelige for at have været afsted på dette eventyr og vi har uden tvivl fået os en oplevelse for livet! TAK!


… Vi ved af mange af jer ønsker at vide hvordan vi har det i dag og hvordan vores fremtid ser ud. Vi har derfor valgt at lave et sidste indlæg hvor vi fortæller om efterdønningerne for hele rejsen - alt fra hvordan det har været at komme tilbage til hverdagen, hvad vi som par aktivt har gjort for at holde fast i gnisten til hinanden og hvordan vi i dag, efter også selv at have set vores rejse på tv, ser vores fælles fremtid. Indlægget vil blive publiceret snarligt, følg med på Instagram i mellemtiden.


Tak fordi I har læst med !

De kærligste hilsner Nicolaj og Stephanie



God læselyst

Nicolaj og Stephanie 

offlinetravelling@gmail.com

  • Sort Instagram Icon
  • Sort Facebook ikon