NORGE - Fra fjeldvandring til spahotel

Efter en underlig tid hvor Corona har sat rejser og eventyr på pause og til genovervejelse, åbnede der sig sidst i Juli 2020, alligevel en lille mulighed for os om at komme lidt ud og udforske. Vores kære naboland Norge, var sammen med Tyskland og Island, de eneste lande der blev anbefalet at rejse til. Norge havde faktisk i flere år været et højt ønske for os at opleve om sommeren - men det danske sommervejr har som oftest betydet, at vi, når det kom til stykket, alligevel har søgt mod mere eksotiske himmelstrøg i sommerhalvåret. Men nu skulle det være ! ..Vi havde 16 dages ferie at gøre godt med og vi var helt enige om at rejsen skulle indeholde en masse natur, noget lækkert mad og vin, samt mulighed for ren afslapning. Vi var også fast besluttede på, at størstedelen af denne rejse skulle være offline. Telefonerne skulle slukkes og lægges ned i taskerne. Kun når vi havde lyst til at dele ud af vores oplevelser, kunne vi finde dem frem for en stund og dele nogle billeder.

Vi fandt kortet frem over Norge - noterede hver i sær vores ønsker ned, ud fra hvilke vi groft kreerede en rute. Vi blev enige om at pakke bilen, køre mod Hirtshals og derfra sejle til Stavanger. Her planlagde vi to overnatninger på et vandrehjem. Efter Stavanger ville vi gerne opleve Lysefjorden og området omkring, hvorfor vi planlagde på tre ikke forudbestemte telt-overnatninger. Efter telt-dagene forudså vi et behov for en rigtig seng, hvorfor vi på forhånd havde booket en hytte for tre nætter ved Etnesjøen. Herefter skulle turen gå mod Bergen med to overnatninger på Hotel. Bergen skulle efterfølges af to endnu ikke stedfæstede teltdage. Afrundingsvis havde vi booket to overnatninger på et spahotel i Son - dette for at sikre os tid til afslapning inden vi skulle retur til hverdagen. Godt, lad os komme afsted !!



Tidlig morgen den 18. juli 2020, var bilen pakket med alt fra outdoorudstyr til pæne kjoler og skjorter - vi var SÅ klar til at starte vores sommerferie. Vi kørte som det første forbi tankstationen, hvor vi købte vi et par smurte boller og nogle croissanter. Vi havde naturligvis selv sørget for morgenkaffen og så var vi ellers klar til at sætte kursen mod Nordjylland og Hirtshals, hvorfra vi om aftenen skulle sejle til Stavanger. Bare det at krydse storebælt var fantastisk - hold op hvor vi havde glædet os til at komme lidt væk fra hverdagen og bare have tid til hinanden.


Første stop blev Aalborg. En by vi ikke kender særlig godt, og som vi kun ved to meget korte stop tidligere har besøgt sammen. Da Aalborg alligevel lå "på vejen", syntes vi derfor begge, at det kunne være hyggeligt med et besøg i Nordjyllands største by - eller Danmarks "Paris", som en af de lokale kaldte byen. Efter et par timers byvandring rundt i Aalborgs hyggelige gader, og en lækker frokost på Grillen Burgerbar, kørte vi videre mod Hirtshals. I Hirtshals havde vi et par timer inden færgeafgang. Vi kørte derfor til Tornby Strand for at bade og nyde et enkelt glas vin. Efter dukkerten blev vi enige om, at et mål for rejsen skulle være, at tage en dukkert i det fri hver dag indtil vi var hjemme igen. Det skulle vise sig at være den bedste ide/udfordring længe! For hvis der er noget der kan give os et ordentligt indskud endorfiner og gøre os i godt humør, så er det en kølig og frisk dukkert - og friske og kølige dukkerter er der gode muligheder for i de norske fjelde og fjorde :)


Kl. 20:00 var der afgang fra Hirtshals, med planlagt ankomst i Stavanger kl. 06:00 tidligt næste morgen. Vi havde valgt at spare på pengepungen og købt os to sæder frem for en kahyt med senge. Sammenligneligt med hvad vi havde klaret os igennem på vej mod Singapore, ja så var det jo nærmest luksus. Men vi var vidst ikke helt i samme træning nu her - natten var i hvert fald lidt hård ved os og vi fik ikke sovet så meget. Indsejlingen til Stavanger fik os dog hurtigt til at glemme alt om den hårde nat, for hold nu op hvor var den smuk. Det var en hel oplevelse i sig selv og vi nød udsigten med en kop kaffe og fik taget nogle smukke billeder af solopgangen over Stavanger.



Da vi kom af færgen, kørte vi ind til centrum for at lede efter et bageri - men det var søndag og det meste var lukket så tidligt på morgenen. Vi fandt en 7/11, købte lidt morgenmad og besluttede os for at køre til St. Svithun Vandrehjem, hvor vi havde booket to overnatninger. Godt nok var check-ind først efter kl. 15, men vi håbede på at der måske var et værelse klart, som vi kunne få før tid - det var da et forsøg værd. Heldet var med os, der var et værelse ledigt, så vi fik checket ind og tog os en lur i en rigtig seng, inden vi senere på dagen skulle ud og udforske Stavanger.


Omkring kl. 11:00 gik vi afsted fra vandrehjemmet. Telefonerne var blevet slukket og efterladt på værelset og vi havde fået et bykort af receptionisten. Vi havde besluttet at tage en længere gåtur og udforske den vestlige del af Stavanger. Vores vandretur gik forbi Mosvatnet og derfra videre gennem området Madlamark, til en af Stavangers turistattraktioner - Sverd i Fjell. Her tog vi os en lille kaffe-snackpause og nød udsigten ud over fjorden og de mennesker der var. Vi havde nemlig stort set ikke set nogle mennesker i centrum om morgenen eller på vores byvandring hidtil, så det var helt rart at mærke lidt liv. Efterfølgende gik vi langs en å op til Store Stokkavatnet, hvor vi igen gjorde et lille hold. Vi besluttede os for at disse smukke omgivelser skulle danne rammerne for feriens 2. dukkert. Efter den opfriskende dukkert gik vi videre mod lille Stokkavatnet, hvorfra vi krydsede ind mod bymidten og promenaden. Sulten var ved at melde sig, så vi fandt en restaurant nede på Skagenkeien og fik os lidt sen frokost/tidlig aftensmad og et glas vin. Her på kajen var der masser af mennesker og det summede af feriestemning. Solen havde også for alvor meldt sin ankomst og vi nød det virkelig. De mange kilometer i benene og et godt måltid, gjorde for os hvad det plejer at gøre - nemlig at fremprovokere en dejlig træthed. Vi vendte derfor snuden mod vandrehjemmet og gik tidligt i seng - der ventede os jo trods alt en hel dag mere i morgen, hvor resten af Stavanger skulle udforskes til fods.



Den næste morgen stod vi tidligt op, bryggede en kande kaffe og købte lidt morgenmad på vandrehjemmet, som vi kunne tage med i tasken. Vi havde planlagt på at skulle udforske den østlige del af Stavanger, startende med en morgendukkert ved Strømvik Bad. Her nød vi også morgenmaden og morgenkaffen. Efter tredjedagens ferie-dukkert gik vi østpå langs kysten af en hyggelig sti, som førte os hele vejen rundt om Storhauge og ind til centrum af Stavanger. Her gik vi rundt i de hyggelige og livlige gader, inden vi satte os på Bacchus Cafe og fik lidt frokost. Efter frokosten gik vi til Gamle Stavanger, hvor vi blev mødt af de gamle brostensbelagte gader og de små hvide træhuse. Herefter vendte vi tilbage til centrum og et hyggeligt lille torv, ved navn Arneageren, hvor vi nød en god kop kaffe på Norges svar på Lagkagehuset, nemlig Kanelsnurren. Her måtte vi erkende at kroppene var trætte og at lysten mest af alt var til lidt let aftensmad på værelset. På vej retur til vandrehjemmet gik vi derfor forbi en Rema, hvor vi købte os lidt humus, tzatziki og flüte. Inden dagens afrunding havde vi på vores bykort spottet en udsigtspost ved Vålandstårnet. Vi tænkte at det kunne være lidt fedt at se byen fra højderne. På toppen ved Vålandstårnet nød vi udsigten til mange af de steder, vi havde passeret på vores 40 kilometers vandring de seneste to dage. På vej tilbage til vandrehjemmet, førte vores sti os igennem en hyggelig kolonihaveforening. Her faldt vi i snak med en meget gæstfri norsk kolonihaveejer, der viste os rundt i hans lille paradis midt i Stavanger - vi fik lov til at smage lidt på hans forskellige frugtbuske og fik ovenikøbet lidt frisk forårsløg med hjem til aftensmaden, samt en løgplante vi kunne plante ud i vores eget lille urtebed hjemme i haven, når vi kom retur til Danmark. Tilbage på værelset, med benene slået op i sengen, nød vi vores lille tapas anretning. Denne aften valgte vi at tænde telefonerne for at dele lidt billeder på Facebook og Instagram fra vores to skønne og aktive dage i Stavanger, inden vi dagen efter havde planer om at drage mod Lysefjorden på tre dages telttur.



Ved middagstid var bilen pakket på ny og vi blev enige om at feriens fjerde dag skulle byde på en tur til Preikestolen - her var heldet virkelig med os! Vi havde ikke stresset med at tjekke ud fra morgenstunden og var derfor først ved Preikestolen hen på eftermiddagen. Tidligere på formiddagen havde det regnet rigtig meget, men da vi begyndte opstigningen mod toppen begyndte det at lysne op. Ikke nok med det, så nåede vi kun lige op på toppen, inden at Preikestolen blev lukket af politiet. Turen op tager normalt to timer, men vi gik den på halvanden, fordi N insisterede på ikke at holde pauser, så vi nåede akkurat at komme ud på det store plateau, inden politiet smed os væk. De skulle afholde en øvelse, så vi var de allersidste den dag, der fik lov til at nyde udsigten fra Preikestolen. Det var vidst ret unikt at være de eneste, foruden et par politibetjente, på dette ellers meget turistede udsigtspunkt. Vi var glade for at vi nåede derud, men desværre måtte mange af de andre turister, der havde besteget fjeldet, gå retur uden at få muligheden for at stå på Preikestolen.



Da vi kom retur til bilen kørte vi om på den anden side af lysefjorden, i håb om at finde os et lækkert telt-spot hvor vi kunne overnatte. Det gjorde vi heldigvis og vi kokkererede lidt mad på vores trangia-sæt, tog os en aftendukkert og fik lagt os tilrette med en smuk udsigt ud over fjorden.



Næste morgen stod vi tidligt op for at pakke sammen og pakke rygsækkene til et par dages vandretur i fjeldene. Vi startede dagen ud med en morgendukkert inden vi kørte til Forsand, hvor vi parkerede bilen og sejlede mod Flørli. 4444 trin ved Flørlitrapperne, skulle være startskuddet på vores to-dages fjeldvandretur. Efter 1,5 kilometers hård opstigning med fuld oppakning, startede vores fjeldvandring mod Lysebotn. Vi var overbeviste om, at vi efter trapperne nu kunne se frem til en mere overkommelig vandring hen over de næste to dage .. men vi blev klogere! Mens alle de andre gængere, begav sig tilbage ned mod Flørli, fortsatte vi hen over fjeldene. Vi havde ikke gået mere end en times tid, før der skete noget helt usandsynligt. To andre vandrere kom mod os og her midt ude i ingenting på toppen af et fjeld, stod vi pludselig over for nogle vi kendte. En af N's gamle kammerater fra Officersskolen og hans kæreste havde taget den modsatte tur - det var lidt sjovt. Vi fik af vide at ruten var ret mudret og vi fandt ud af at det ikke kun var mudder der skulle give sved på panden. At vandre i fjeldene var nemlig virkelig en udfordring - der var rigtig mange højdemeter og distancerne føltes meget længere end ved normal vandring. Foruden mudderet, kom vi gennem is og sne og indimellem var det ned på alle fire og udøve decideret bjergbestigning. Efter otte timers intensiv vandring slog vi lejr det mest fantastiske sted på toppen af et fjeld ved en sø. Her kunne vi få os en aftendukkert i en kold fjeldsø og vi fik lidt aftensmad, hvorefter vi var mere end putteklar. Vi vågnede op til det skønneste vejr, himlen var helt blå og det var en dejlig vandretemperatur. Vi kunne godt mærke at kroppene var brugte oven på førstedagen i fjeldene, så vi tog os en rolig og hyggelig morgen med morgenmad og kaffe i solen. Vi fik også tørret vores mudrede/våde sko, sokker og trøjer på en sten i solens stråler. Da vi følte os klar på ny, drog vi videre på vores vandretur. Vi havde cirka otte timers vandring igen inden vi ramte Lysebotn. Efter to-tre timer kom vi forbi Kjeragbolten, som også er en populær turistattraktion. Det var faktisk lidt fedt at nå dertil, for pludselig var vi ikke alene i fjeldene længere. Vi var omgivet af andre mennesker, og det måtte jo betyde at vi nærmede os civilisationen. Det gav lidt fornyet energi og efter besøget på Kjeragbolten, drog vi videre over fjeldene mod KJERAG Parkering, hvorfra vi vidste at der kun var syv kilometer ned til Lysbotn. Da vi endelig nåede parkeringspladsen, kunne vi godt mærke at skinneben, lår og lænde var godt trætte. Der kørte busser mod bunden af dalen for en overkommelig pris, men selvom det var en nem løsning til de trætte kroppe, overvejede vi det ikke engang. Vi var startet til fods ved fjordbredden og vi skulle også helt i mål til fods. Nedstigningen var hård for benene, så for at lette presset på alle opbremsningerne, fandt vi ud af, at det var mere behageligt rent faktisk at lunte/løbe nedad. Undervejs mødte vi flere der tilbød os et gratis lift, men vi takkede pænt nej tak. Vi er nemlig nogle stædige personer, hvor der virkelig skal meget til, hvis vi skal rokkes når vi har sat os et mål - så vi pressede det sidste energi ud af kroppene mens vi gennemførte nedstigningen.



Godt tilfredse med os selv og vores bedrift, kom vi frem til Lysebotn. Der var ingen tvivl om at vores seneste to dages vandretur havde været hård - men hold op en oplevelse! At vandre i fjeldene mutters alene og time for time kunne nyde Norges smukke natur var bestemt anstrengelserne værd! I Lysbotn valgte vi at slå lejr på campingpladsen. Vi fik os lidt tidlig aftensmad i restauranten, tog os en aftendukkert i Lysefjorden, efterfulgt af et varmt bad og en sen aftensmad a la cup-noodle inden sengetid. Vi var godt udmattede og glædede os over at kunne se frem til tre dages afslapning i en hytte. Efter en nat med en masse regn (og et utæt telt) sejlede vi tidligt næste morgen afsted fra Lysebotn og retur til Forsand, hvor vi hentede bilen og kørte mod vores hytte ved Etnesjøen.



Det var så skønt at komme op til hytten og ovenikøbet i smukt solskinsvejr. Vi havde egentlig haft en lille tanke om, at skulle forsøge os med lidt gletsjer-kajak her på feriens ottende eller niende dag. Men vi var så trætte ovenpå vores vandredage, at vi valgte at tage os et par restitutionsdage uden de store udflugter. Vi nød dagene i hytten med solbadning, en slentretur rundt i Etne by og naturligvis en "lille" vandretur op ad det bjerg vi boede på - for vi kan ikke lade vær med at udforske smuk natur, når den er lige omkring os. Vi fik også uploadet lidt billeder med små historier fra vores dage på fjeldet og tog os en overnatning på terrassen med filmhygge under vores myggenet. Selvfølgelig var vi også i vandet i det fri hver dag, med dukkerter i alt fra fuld solskin til silende regnvejr.




Efter tre dages afslapning pakkede vi igen bilen og drønede mod Bergen, som var vores næste stop. Undervejs tog vi os et lille pitstop i Haugesund til en frokost og en lille gåtur. Da vi ankom til Bergen, tjekkede vi ind på Hotel Augustin, hvorefter vi gik en tur rundt i midtbyen. Vi var også forbi Nordnes for at tage en aftendukkert ved Ballastbryggen. Herefter tog vi ud for at få lidt aftensmad og fandt os en lille hyggelig café, Ferdinand på Engen, hvor de tilbød et godt udvalg af øl og vine, samt lækre pizzaer. En lille perle med en skøn stemning, som vi klart vil anbefale, hvis man vil have en hyggelig uformel aften med god stemning i Bergen.


Dagen efter kørte vi tidligt afsted til Gammel Bergen, hvor vi tog os en morgendukkert - det var feriens 11. dag og feriens 11. dukkert. Med to kameraer legede vi både med video og billeder på samme tid og vi hyggede os, mens vi skød vores dukkert med smukke Bergen i baggrunden. Herefter kørte vi retur til hotellet for at tage os et varmt bad og gjorde os klar til at drage afsted på en endnu en omgang byvandring. I løbet af dagen kom vi igennem utallige af Bergens hyggelige gade og vi besøgte flere caféer og restauranter, hvor vi nød lokale øl og god mad. Vi tog også en tur op til Fløjen, hvorfra vi nød den pragtfulde udsigt ud over byen og hvor særligt N var meget begejstret, da vi også fik os en lækker hotdog!



Dagene i Bergen var hyggelige og stemningsfyldte - og her midt i corona-tiden var det særligt rart at mærke byen og livet med lidt turister.


Tidlig morgen på rejsens 12. døgn kørte vi mod Folgefonna. Aftenen forinden havde vi nemlig besluttet os for at booke den udskudte kajaktur til Mosevass gletsjeren. Efter en køretur på 1 times tid og en kort sejltur, mødtes vi med vores guide ved Rosendal. Herfra kørte vi ca. 40 minutter op i fjeldene, indtil vores vej endte ved en issø, hvorfra vi skulle sejle ud for at komme hen til gletcheren. Vi var rigtig heldige med vejret, i hvert fald til at begynde med. Da vi ankom fik vi en briefing om kajaksejlads nær en gletcher og kort efter var vi iklædt tørdragt og havde pakket kajakken med sandwich, kaffe og vores vejrforsejlede kamera. Helt vildt spændte satte vi os til rette i kajakken og roede afsted. Det var en helt speciel oplevelse at sejle rundt midt på fjeldet med store isflager flydende omkring os. Undervejs måtte vi endda til tider hakke os gennem isen og vrikke os igennem isflagerne for at komme hele vejen hen til gletcheren. Tæt på gletcheren lå en lille ø, hvor vi gik i land og fik os en bid mad og en kop kaffe til at varme os på. Vejret havde nemlig ændret sig markant og vi stod nu i silende regnvejr med udsigt til den imponerende Mosevass gletsjer. Efter nogle gode timer i kajak og vores udsigts-stop på øen, var vi retur ved bilerne, og vejret til trods havde vi haft os en helt unik oplevelse. Vi rundede oplevelsen af med en frisk dukkert i det tre grader kolde isvand!



Efter vores timer med gletsjer-kajak i Folgefonna, havde vi ikke planlagt hvor vi skulle drage hen. Vi vidste at de to næste overnatninger skulle være i telt og vi havde snakket om at finde nogle smukke natursteder. Vi spurgte derfor vores guide til råds om hvad han ville anbefale og det gav os endnu en god oplevelse. Han anbefalede os flere forskellige steder og vi besluttede os for at sætte kursen mod Rjukan. Køreturen, eller måske nærmere sightseeing-turen, tog os på 4-5 timer gennem mere af Folgefonna og sidenhen gennem smukke Hardangervidda, som er Norges største nationalpark. Hardangervidda har utallige søer, elve og overvældende vandfald og er bestemt et besøg værd, hvis du spørger os!


Timerne gik, men selvom vi kom længere østover, var det som om Rjukan stadig var langt væk. Klokken var ved at blive mange og vi var ved at blive trætte. Vi var ankommet til Rauland, en anden af de byer vores kajak-guide havde anbefalet os og vi havde gjort et kort stop. Her tog vi et hurtigt kig på google maps, og udså os en halvø, der godt kunne blive vores overnatningssted. Der gik en vej tæt ned på kysten, hvor det lignede at der også var en lille strand og der så ikke ud til at være nogle private huse i nærheden. Så enten kunne vi fortsætte yderligere tre kvarter mod Rjukan og så først der, håbe på at finde et sted vi måske kunne sove, eller vi kunne undersøge denne mulighed, som virkede ret god. Vi valgte det sidste og besluttede at Rauland skulle være vores overnatningssted. På halvøen fik vi parkeret og vi gik derefter en tur rundt i håb om at finde et hyggeligt sted at slå lejr. Et spot ved en lille sandstrand, hvor aftensolens stråler sneg sig igennem træerne, blev stedet. Godt trætte ovenpå gletsjer-kajak oplevelsen og køreturen gennem de smukke nationalparker, gik vi til køjs i teltet efter en hurtig bid aftensmad bestående af cup-noodles.


Den næste morgen vågnede vi op til et fortelt fyldt med store myrer. Aftenen forinden havde vi godt set at der var en del myrer, men vi syntes alligevel at vores spot virkede ok og vi havde lagt en pressenning ud som gulv i forteltet. Det var nok trætheden efter de mange timer i regn og kajak, samt den smukke men også lange køretur gennem nationalparkerne, der havde udmattet os. Så vores beslutning om lejr-placering bar, udover den smukke udsigt, nok også lidt præg af træthed og mangel på overskud til at finde et bedre alternativ. Men her efter en god nats søvn kunne vi godt se, at vi (og i sær N) ikke helt kunne finde den ro, som den smukke natur ellers indbød til, med alle vores små kriblende venner omkring os. Vi gik derfor på opdagelse efter et nyt lejr-spot, helst uden for mange myrer og gerne stadig helt i vandkanten. Sådan et fandt vi på den modsatte side af halvøen. Vi tog os lige en dukkert på stranden, hvor vi lå inden vi pakkede sammen og flyttede lejr. Det nye spot var vestvendt, så her fik vi aftensolen direkte ind på os. Efterhånden som solen nærmede sig fjeldene i horisonten, begyndte myggene at komme til. Heldigvis havde vi jo vores myggenet med, som vi fik taget i brug for anden gang på turen. Myrer var der heller ikke særligt mange af, så her ved vandkanten fandt vi fuldstændig ro. Med den smukkeste udsigt til solnedgangen og helt uforstyrrede af insekter, fandt vi computeren frem og hyggede med film, chokolade og aftenkaffen. Inspireret af vores besøg på cafeen "Ferdinand på Engen" i Bergen, satte vi naturligvis selv samme film fra 2017 på. Den ro som Ferdinand har når han sidder under sit træ på toppen af engen, var meget retvisende for den ro vi havde ved vores eget lille paradis spot. Dette var en af de få gange telefonen blev "brugt" til andet end at ligge billeder op, her som wifi til internetdeling, så vi kunne se film.



Efter en skøn nattesøvn ude i naturen (uden myg og myrer), fik vi en lækker morgenmad med friske selvplukkede blåbær og æblegrød. Herefter pakkede vi sammen og drog afsted mod den sidste del af vores rejse - nemlig to dage på spahotel i Son. Det var med en lidt underlig fornemmelse i maven, da vi pludselig stod i receptionen til Son Spahotel. Der var flot på hotellet, særligt værelset med udsigt ud over fjorden var fint og personalet var meget venlige. Alligevel var det en lidt flad fornemmelse, der ramte os begge. Når vi tænker tilbage tror vi mest af alt at det drejede sig om, at vi havde haft så mange skønne oplevelser i naturen, at de hvide vægge, det blå spa-vand og de mange mennesker, ikke helt gjorde det indtryk på os, vi havde forventet. Vores tanke med at slutte af på et spahotel var, at finde ro og fred oven på nogle primitive dage i naturen, inden vi skulle tilbage til arbejdet. Vi kom bare allerede fra de mest rolige og fredelige omgivelser, så der gik et par timer inden vi rigtig fandt os tilrette. Men efter en frokost på altanen og lidt solbadning, fik vi endelig ro på. Om aftenen stod den på en lækker tre-retters menu, som blev nydt til fulde sammen med to gode flasker rødvin. Dagen efter startede vi med en lille gåtur ned gennem Son's hyggelige gader og havnemiljø, hvorefter vi lånte to SUP-boards da vi kom tilbage på hotellet og begav os ud på det lidt bølgede fjordvand. Det var rigtig godt til os med en tur på vandet, hvor vi igen kunne komme lidt væk fra menneskemængderne og blot padle lidt rundt for os selv. Endnu en lækker tre-retters middag ventede os om aftenen, hvor vi også faldt i snak med et hyggeligt norsk ægtepar, der sad og spiste med deres tre børn. Samtalen startede egentlig blot ved at N komplimenterede, deres søns frisure og det endte med at vi sad og sludrede i to timer, indtil de til sidst måtte gå op til deres unger, der for længst havde forladt voksen-snakken. Det var helt vildt hyggeligt og vi synes det er skønt, når vi falder i snak med helt fremmede mennesker og det er nok lidt typisk os at gøre sådan noget, som de to snakkechatoller vi er. Morgenen efter startede ud med en tur i Spa-afdelingen. Det havde vi nemlig slet ikke nået og vi havde jo egentlig betalt en god sjat penge for at bo på et spahotel, så det måtte vi prøve. Efter en tur i spaen, fik vi os en brunch, noget god kaffe og tilbragte de sidste timer, ved at nyde den skønne udsigt fra værelset, inden vi hen på formiddagen fik pakket vores ting sammen og vendte snuderne retur mod Danmark.



Det blev en lang sej køretur ned gennem Sverige, for selvom der imens vi havde været afsted var blevet åbnet op for vores naboland, ville vi ikke risikere noget ift. arbejde og Corona, ved at tage et stop. Det var helt mærkeligt at ferien "allerede" var ved at være slut, så efter færgeoverfarten fra Helsingborg, gjorde vi lige et lille stop i Helsingør. Det var egentlig blot for at tage feriens sidste dukkert og samtidig lige synke og nyde de mange oplevelser, vi havde fået med os de seneste 16 dage, inden hverdagen igen ramte os.


Vores rejse har for os været en god kombination af outdoor aktiviteter, fred og idyl, "storby" og hoteller. Vi elsker generelt at være aktive på vores ferier, da vi synes vi gennem aktiviteter får meget mere med hjem i bagagen. På tidligere rejser har vi dog også erfaret vigtigheden i ind i mellem ikke at have planer på rejsen og have tid til at lave ingenting. Derfor gør vi meget ud af, når vi planlægger vores rejser, at der er plads til begge dele, for vi ved at vi undervejs kan blive mættede af oplevelser og at der er brug for dage til at "sunde" os og "synke" alle de mange indtryk vi får. Den balance lykkedes vi rigtig godt med på vores Norges-tur og måske netop derfor var vi slet ikke klar til at tage hjem, da ferien var overstået - men det er nok bare et godt tegn og en god motivation for snart at tage ud og rejse igen.


Alt i alt har Norge virkelig overrasket positiv med dens smukke og overvældende natur, samt de hyggelige byer og søde mennesker, som vi har mødt på vores vej. Det har været skønt at opleve norden over sommeren og vi vender uden tvivl retur til Norge - vi har faktisk endnu en tur dertil på tegnebrættet for 2020!